Næstved By

Dialogcafé om psykiske lidelser

Foto: Næstved Bibliotek.

Deltag i dialogcafé om psykiske lidelser onsdag d. 22. september kl. 19-21 på Næstved Bibliotek.

I samarbejde med Psykinfo i Næstved (der er en rådgivnings- og udviklingsenhed i Psykiatrien i region Sjælland) inviterer Næstved Bibliotek til dialogcafé om psykiske lidelser.

Psykinfo vil komme med et kort oplæg om at have en psykisk lidelse og kunne være velfungerende og syg på én og samme tid. Efterfølgende vil der være mulighed for, at deltagerne kan lytte ind til hinandens historier og erfaringer – som psykisk syg og/eller som pårørende

Om dialogcaféen

Det er en aften, hvor alle vil kunne komme til orde. Hvad enten du er ramt af psykisk sygdom, er pårørende, fagperson eller bare interesseret i emnet.

Snakken vil tage udgangspunkt i Dan Andersens foredrag ”Syg med Stand-up” og filmen ”De Pårørende”, som har været på biblioteket op til dialogcaféen. Men deltagerne i dialogcaféen behøver ikke at have været med til nogen af disse for at deltage i arrangementet.

Vi vil med denne dialogcafé gerne være med til at øge kendskabet til og forståelsen for psykisk sygdom, som den kommer til udtryk på det personlige plan, udtaler kulturformidler Helle Sigaard, Næstved Bibliotek.

Vi byder på kaffe/te til de gode, svære eller konstruktive samtaler der opstår.

Arrangementer er gratis, men med tilmelding på www.naesbib.dk

Temauger om psykiske lidelser

Foredraget er tredje og sidste under temaet ”Psykiske lidelser”, som dækker over tre arrangementer i perioden 16-22. september.

Næstved Bibliotek vil med disse arrangementer sætte fokus på et område, der berører flere og flere mennesker i alle miljøer både de der bliver syge men også deres pårørende udtaler bibliotekar Jesper Christensen fra Næstved Bibliotek.

Samtidig er psykiske lidelser stadig lidt tabubelagt, selvom der gennem de senere år er blevet sat mere fokus på området.

Det er stadig lettere at tale om en brækket arm end en depression eller angstlidelse.

Kommentarer