DGI Verdensholdet kommer til Næstved
Efter en seks måneder lang verdensturné vender gymnaster og lederteam fra DGI Verdensholdet hjem til den store Danmarksturné, der tager holdet rundt i hele landet. Oplev Danmarks dygtigste gymnaster med showet IMANI i Næstved Hallerne den 08. april klokken 15.00.
Fem kontinenter, 200 workshops og 100 shows på seks måneder. Det er hovedingredienserne i den
opskrift, der udgør en verdensturné med DGI Verdensholdet. Den 23. marts lander holdet igen i Danmark.
De næste to måneder står den på turné i Danmark, hvor haller, arenaer og Operahuset lægger gulv til det
storslåede show IMANI, der allerede har begejstret mere end 100.000 børn, unge og voksne i hele verden.
– Publikum skal glæde sig til at se nogle ting, som ikke har været i dansk gymnastik før. Der er nye redskaber
og nye dimensioner i den måde, man laver gymnastik sammen på. Så det bliver helt specielt, siger Mikkel
Pilegaard Frandsen, 21 år.
DGI Verdensholdet kommer til Næstved Hallerne den 08. april klokken 15.00. Der kan stadig købes billetter til
showet. Publikum kan glæde sig til en unik kombination af rytmisk gymnastik, spektakulære spring og dans
med Danmarks dygtigste gymnaster, der afslutter sit verdensholdsår med manér foran et forventningsfyldt
dansk publikum.
For Mikkel, der det meste af sit liv har dyrket gymnastik forskellige steder på Sjælland, kan
sommerfuglene og de mange forventninger til igen at optræde på hjemmebane godt mærkes:
– Det begynder jeg at glæde mig meget til. Det har været fedt at optræde for sine udenlandske
værtsfamilier rundt om i verden, men det bliver noget helt andet at komme hjem til dem, man har lavet
gymnastik med hele sit liv og sin familie, fortæller Mikkel.
Minder for livet
Udover at betage publikum med gymnastikken så forskellige steder som strande på Zanzibar, rundkørsler i
Mexico, propfyldte arenaer i Kina og en gammel gymnastikhal i den australske outback, har
verdensholdsgymnasterne også bevæget verden i form af mere end 200 workshops. Her har rundt regnet
40.000 mennesker været fysisk aktive med de danske gymnaster.
En workshop består for det meste af forskellige lege, gymnastik og dans med det mål at give deltagerne sved på panden og en god oplevelse. På denne verdensturné har et nyt element rejst med holdet rundt nemlig We Move the World-dansen, der er en dans og sang specielt lavet til og af DGI Verdensholdets gymnaster. Dansen er blevet danset med stor entusiasme af børn og unge over hele verden.
DGI Verdensholdet startede turnéen i Tanzania og Zanzibar, hvor et samarbejde med en række SOS
Børnebyer, var et særligt højdepunkt. Herefter rejste holdet til Australien, så Indonesien, fejrede jul og
nytår i Kina, krydsede datolinjen, da de fløj til Mexico og efter fem uger i de sydøstlige stater i USA, sluttede
gymnaster og lederteam af med træningslejr på Gran Canaria.
Det har været et tætpakket program, der dog også har bragt uforglemmelige oplevelser med hjem i
rygsækken. Blandt de mest mindeværdige kan nævnes safari i Tanzania, surfing på Zanzibar, Operahuset i
Sydney og kænguruer i outbacken, verdens største buddhistiske tempel i Indonesien, den kinesiske mur,
maya-pyramider i Mexico, luftbådstur i sumpområderne omkring Florida og sightseeing i den amerikanske
hovedstad, Washington D.C.
Der er premiere på showet IMANI den 4. april i Koldinghallerne, og efterfølgende giver DGI Verdensholdet
hele 20 shows i Danmark, før i juni holdet tager på Europaturné. Det nuværende holds turnus slutter, når
holdet deltager til DGI Landsstævnet d. 29. juni til 2. juli i Aalborg. DGI Verdensholdet kommer til Næstved
Hallerne den 08. april klokken 15.00. Billetter købes på verdensholdet.billetten.dk.
Verdensholdet
- Består af 28 gymnaster – 14 kvinder og 14 mænd – i alderen 20-29 år.
- Indtægterne fra shows i Danmark går blandt andet til holdets arbejde med at inspirere børn, unge og voksne i hele verden til en sund og aktiv livsstil.
- På den seks måneder lange verdensturné har holdet besøgt Tyskland, Tanzania og Zanzibar, Australien, Indonesien, Kina, Mexico, USA og Spanien.
- Holdet har lavet mere end 100 shows og 200 workshops på verdensturnéen, og nu gælder det shows i hele Danmark.
Kommentarer