Næstved By

DF transportordfører: Togbusser i månedsvis er uacceptabelt

Det er hverken holdbart eller acceptabelt, at de sjællandske togpendlere skal ud og køre med togbusser i flere måneder.

Det siger Kim Christiansen, transportordfører i Dansk Folkeparti, til Nordvestnyt.

Han har derfor stillet spørgsmål til transportminister Ole Birk Olesen (LA) om sagen. Blandt andet om der hos DSB findes en nødplan, hvor der kan flyttes rundt på nogle tog, så myldretidspendlerne på Nordvestbanen, der kører fra Kalundborg, over Holbæk til København, og på Sydbanen, der kører fra Nykøbing F., over Vordingborg, Næstved og Ringsted til København, kan komme på arbejde med tog i stedet for togbus.

– Jeg vil gerne høre, om ministeren og DSB har et seriøst bud på, hvordan man vil løse det her problem. Eksempelvis om der er nogle muligheder for at flytte tog rundt fra områder eller afgange med få passagerer, så togene faktisk kører der, hvor der er flest passagerer, siger Kim Christiansen til avisen.

Socialdemokraternes Magnus Heunicke, der selv er tidligere transportminister, ser også frem til ministerens svar på Kim Christiansens spørgsmål.

– Vi står med nogle gamle dieseldrevne tog, der burde være udskiftet for flere år siden, men som ikke kan blive det, fordi de el-lokomotiver, der skal afløse dem, først kan komme ud og køre, når jernbanestrækningerne er blevet elektrificeret. Den eneste løsning nu og her er, at der bliver afsat nok ressourcer til at få repareret og vedligeholdt de dieseldrevne ME-lokomotiver, så de faktisk kan køre nogle år endnu, siger han til avisen.

Kommentarer