Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Artist talk -Jacob Kirkegaard

Afholdes 26. april 2018 kl. 19:00 - 21:00

Mød kunstneren Jacob Kirkegaard til en Artist Talk om hans fantastiske lydværker. Kirkegaard er udstillingsaktuel på rønnebæksholm med værket MELT, der er en del af den anmelderroste udstilling Kortlægninger. Kirkegaard vil også vise eksempler fra andre af sine værker.

I over 20 år har Kirkegaard rejst verden rundt og optaget fascinerende lyde med avancerede mikrofoner og optagelsesudstyr. Han skaber lydportrætter af rum der ellers er utilgængelige for os, som forladte rum og naturlandskaber i den lukkede zone i Tjernobyl og Fukushima.

Værket MELT (2016) er skabt af optagelser af forskellige stadier af smeltende is, som Kirkegaard foretog omkring Ilulissat isfjord i Grønland. Selvom der overordnet set er tale om én proces – nemlig is der smelter, så er der helt utrolig mange lyde forbundet med denne proces: fra den dybe buldren af isskosser, der gnider mod hinanden, til rislende strømme af drivis og svømmende iskrystaller. Dermed afspejler MELT den kraftfulde aktivitet, der er indlejret i is, der smelter, og som er i konstant forandring. Værket er et fragment af en fortælling om – og en kortlægning af – isens materialitet og æstetik, samtidig med at fortællingen er forbundet med en større politisk fortælling om den verden, vi lever i. Men frem for alt rummer værket en åbenhed, der handler om at lytte og lade den enkelte beskuer gøre sine egne sansninger og erfaringer: “For at lytte skal du være stille, og så kan det være, at noget andet åbner sig op. Det handler om at indstille sig på at sanse”, som Kirkegaard siger.

Biografi
Jacob Kirkegaard er født i 1975 og uddannet fra Academy of Media Arts i Köln i 2006. Bag sig har han en lang række internationale og nationale udstillinger på blandt andet MoMA i New York, KW Institute for Contemporary Art i Berlin og Mori Art Museum i Tokyo og i Danmark på ARoS, Louisiana og Museet for Samtidskunst. Kirkegaard er repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen i København og Fridman Gallery i New York. Han bor i Jyderup, men arbejder over hele verden.

Pris og tilmelding
Pris for foredrag: 50 kr. Billetter købes i døren (kontanter, dankort og MobilePay modtages). Foredraget er gratis for studerende og medlemmer af Rønnebæksholms Venneforening. Tilmelding er nødvendig og skal ske til udstillingsinspektør Rebecca Vestervang Chong: rvcho@naestved.dk.

Forlænget åbningstid i udstilling og café:

I anledningen af foredraget holder Rønnebæksholm åben til kl. 19.00 d. 26. april, så det er muligt at se udstillingen Kortlægninger inden foredraget. Der kan desuden købes mad i Rønnebæksholms café inden foredraget, men det kræver FORUDBESTILLING og skal ske senest d. 23. april

Tid

Dato:
26. april 2018
Tidspunkt:
19:00 - 21:00
Mere information (Åbner i nyt vindue)

Sted

Rønnebæksholm
Rønnebæksholm 1
Næstved, 4700 Denmark

Arrangør

Rønnebæksholm
Telefon:
26 84 93 48
E-mail:
difei@naestved.dk
Mere information (Åbner i nyt vindue)

Alle arrangementer