Invitation: Den grimme ælling blev en smuk svane.

Tirsdag d. 3 oktober kan Klub Næstved fejre 20 års jubilæum – derfor er der åbent hus fra kl. 15.00
Målet har for starten været at udviklingshandicappede skulle have et aktivt fritidssted hvor de selv bestemte indholdet, og hvor der var et stærkt socialt fællesskab. Det er medlemmerne der skal bruge klubben og derfor også dem som ved bedst.
Det endte ud i at de dannede deres egen forening Klub Næstved, med en bestyrelse som udelukkende består af medlemmer, valgt af medlemmer og hvor de selv træffer beslutninger.
Personalets vigtigste opgave i forbindelse med bestyrelsesarbejdet, er at opfylde den til tider noget oversete pligt, nemlig oplysningspligten!
Vi oplyser, informerer og synliggør muligheder så medlemmerne har et oplyst grundlag at træffe beslutninger ud fra, – og det fungerer og har gjort det i 20 år. Medlemmerne lever fuldt op til både at træffe beslutninger, de er engageret og ansvarlige.
I dag er Klub Næstved en stor forening med 80 medlemmer og mange aktiviteter/arrangementer. Der kommer løbende flere medlemmer til, og det er vores mål at vi i fremtiden også kan få de unge med i fællesskabet. Vi tror på at jo tidligere i livet man får dannet gode relationer jo bedre et voksenliv, og at unge med udviklingshandicappede har brug for at spejle sig i ligestillede voksne.
Vi fejrer fødselsdagen med et åbent hus arrangement, hvor der både er taler ved bla. Socialudvalgsformand Michael Perch, Medlem af Kultur og Idrætsudvalget Githa Nelander, Formand for Fritidsudvalget Torben Stenstrup, Borgmester Carsten Rasmussen og mange flere.
Vi glæder os over at fejre den “smukke svane” og den anerkendelse der ligger i det.
Dette er en lokalnyhed indsendt af Klub Næstved.. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer