Livsstil og forbrug

Den danske modebranche tabte 3,5 mia. kr. i corona-året 2020

Foto: DM&T/detokay.com

Omfattende nedlukninger og restriktioner kostede de danske modevirksomheder 3,5 mia. kr. i omsætning i 2020. Branchen er særligt bekymret for en fortsat nedlukning af detailhandlen, men ser muligheder i øget digitalisering.

Den danske modebranche “samles” i øjeblikket til Copenhagen Fashion Week, hvor både modeshows og messer denne gang udelukkende foregår digitalt. I den anledning har brancheorganisationen Dansk Mode & Textil (DM&T) foretaget en analyse af, hvor branchen var hårdt plaget af Covid-19. Den er baseret på tal fra Danmarks Statistik og en spørgeundersøgelse blandt DM&T’s medlemmer.

Analysen viser, at den danske modebranches salg til de danske butikker og webshops faldt hele 11%, mens eksporten, som i årevis har været en vækstmotor for branchen, faldt 7%. Dermed mistede branchen 3,5 mia. kr. i omsætning, hvilket svarer til en total nedgang på 8%. Da årets sidste måneder er estimeret, understreger DM&T, at det reelle billede kan være en smule anderledes.

”Vi havde forventet et fald i omsætningen på omkring 10 %, og med tanke på den omfattende nedlukning af detailhandlen, som både har præget Danmark og nogle af de helt store eksportmarkeder som Tyskland og Holland i december, kan det være, vi kommer tættere på det. Under alle omstændigheder er der tale om et markant fald i omsætningen, og desværre ser det ud til, at modebranchen også vil være påvirket af Covid-19 et godt stykke ind i 2021,” siger Michael Hillmose, international chef og analyseansvarlig i DM&T. Han understreger, at branchens virksomheder er ramt meget forskelligt, og at der både er virksomheder, der har oplevet imponerende vækstrater og andre, der har mistet langt mere omsætning end gennemsnittet.

DM&T’s medlemmer peger i analysen på ’nedlukningen i store dele af Europa’, ’nedlukningen af detailhandlen i Danmark’ og ’manglende afsætning af forårsvarer’ som deres tre største udfordringer i det kommende halvår, og dermed er branchens corona-udfordringer langt fra forsvundet.

”De fysiske butikker i Danmark og flere lande i Europa har nu været tvangslukket i en periode, hvor de skulle have solgt en masse vintertøj og samtidig fået ryddet op på lageret i forbindelse med januarudsalget. Det betyder, at de brænder inde med frygteligt mange varer, og det kan blive en begrænsning, når de igen må åbne, for der vil kunderne efterspørge forårsvarer. Så jo længere nedlukningen varer, jo større bliver bekymringen for både detailhandlen og vores medlemmer, der leverer til butikkerne, hvor man fortsat henter to tredjedele af sin omsætning,” siger Michael Hillmose.

De omfattende restriktioner gør det ydermere vanskeligt deltage i messeaktiviteter og besøge sine kunder som tidligere, og det påvirker også eksporten, ligesom Brexit også kommer til at sætte sit aftryk, fortæller Michael Hillmose. Men havde branchen ikke omstillet sig så hurtigt til den nye virkelighed kunne billedet være langt værre, lyder det fra DM&T.

Digitalisering giver nye muligheder – men redder ikke alt det tabte

Modebranchens virksomheder har over en bred kam intensiveret deres digitale indsats over for både de professionelle indkøbere og forbrugerne. Modevirksomhedernes online-omsætning steg 18 % i første halvår af 2020 og yderligere 16 % i andet halvår. Det dækker både salget gennem egne webshops og eksterne webshops, f.eks. Zalando og Boozt.

Og den digitale ekspansion fortsætter. Således svarer DM&T’s medlemmer, at de ser en øget digitalisering af business-to-business-salget, bl.a. ved hjælp af nye digitale showrooms og digitale præsentationer, og et øget fokus på e-handel som de største muligheder det kommende halve år.

”Den digitale omstilling i branchen er blevet intensiveret, og vi kommer til at se flere digitale løsninger, som i fremtiden vil være en integreret del af modebranchen. Men der vil fortsat være behov for de fysiske møder og den traditionelle detailhandel, og derfor er branchen afhængig af, at detailhandlen i Danmark og på eksportmarkederne snart åbner igen. Ellers risikerer vi, at den danske modebranche ikke kommer hurtigt tilbage på fode igen,” siger Michael Hillmose.

Halvdelen af respondenterne i DM&T’s medlemsundersøgelse har måttet foretage afskedigelser som følge af Covid-19, mens 21 % forventer at måtte afskedige, når de nuværende hjælpepakker ophører.

”Det er dobbelt så mange, som når vi normalt spørger vores medlemmer om deres forventninger til beskæftigelsessituationen, og det vidner om alvoren i den aktuelle situation. Selvom størstedelen af branchen ser ud til at klare sig gennem coronakrisen, kommer virksomhederne ud på den anden side med et markant lavere aktivitetsniveau og betydeligt færre ansatte,” afslutter Michael Hillmose.

Kommentarer