Dedikation og venlighed betaler sig
Industri- og Håndværkerforeningen for Næstved og omegn fortsatte den årlige tradition torsdag den 21. marts, da seks udvalgte elever fra EUC Sjælland modtog legater for deres sociale og faglige engagement.
Legatuddelingen samlede de seks EUC Sjælland-elever, der også blev fejret af familier, lærere og mestre. De dygtige unge mennesker repræsenterer hvert deres fag, men fælles for dem alle er, at de ikke kun har fagligheden i orden, men også hjertet på det rette sted. Med legatet følger der også en check på 5.000 kroner.
Formand for Industri- og Håndværkerforeningen, Hans Henrik Knudsen, indledte ceremonien:
– Det er som altid en fornøjelse, at uddele legatet til EUC Sjællands elever. Gennem mine mange år som formand, glæder jeg mig altid over, at kunne støtte de fremtidige håndværkere. Ikke alle skal være akademikere, der skal være nogen, der udfører håndens arbejde. Derfor hylder vi jer, fordi I netop er symbolet på, at Danmark fortsat har en fremtid.
Grundet anledningen og placering for aftenens legatuddeling, var det også relevant at nævne DM i Skills 2019.
– Jeg vil opfordre alle til, at tage forbi DM i Arena Næstved den 4.-6. april. Det bliver et fantastisk arrangement, hvor man kan opleve unge håndværkere, der virkelig er gjort af et særligt stof, fortalte Hans Henrik Knudsen.
Tre af årets legatmodtagere, deltager også til DM i Skills om to uger; frisøreleven Emma, elektrikereleven Frederik og murereleven Mikkel. Ud over det ekstraordinære høje faglige niveau, som de alle har udvist, så bliver de også beskrevet som værende vellidte, og forbilleder for deres kammerater på skolen.
En anden, der bliver fremhævet for sine evner, er bygningsmalereleven Heidi. Hun modtager legatet, grundet hendes perfektionisme og store omsorgsgen, idet hun altid sørger for, at alle omkring hende får den tid og opmærksomhed, de har brug for.
Smedeeleven Mads fik også rosende ord med på vejen. Hans arbejde er altid gennemtænkt og professionelt. Hertil er han ikke bange for at give en hånd med, hvis nødvendigt. Det blev særligt tydeligt, da Mads halvt måtte bære sin engelsklærer ud i sin bil, efter denne havde fået hold i ryggen.
Afslutningsvist er der HTX-eleven, Nicolai, der er i gang med sit sidste år på EUC Sjællands tekniske gymnasium. Nicolai bliver også fremhævet for sin hjælpsomhed, og evnen til at arbejde hårdt og seriøst. Tidligere har han udviklet et genbrugssystem til plastikposer, og det sikrede ham en andenplads ved DM i Teknologi og Erhvervscase i 2018.
Legatmodtagere 2019
Nicolai Christian Kongstad, 18 år; går i 3.a på HTX.
Mads Karrebæk Mortensen, 19 år; smed i lære hos Klemas Trapper.
Emma Jakobsen, 19 år; frisør i lære hos Cosy Hair Solutions.
Heidi Sloth, 38 år; bygningsmaler i lære hos Malerfirmaet Hans Larsen Næstved ApS.
Frederik Rosantus, 20 år; eletriker i lære hos A&O Carstensen.
Mikkel Zacho Pryn, 17 år; murer i lære hos Sandholt & Pedersen ApS – Murermestre.
Fakta:
Legatet fra Industri- og Håndværkerforeningen i Næstved og omegn uddeles årligt til elever, der:
- Afslutter deres uddannelse på EUC Sjælland i Næstved
- Er fagligt dygtige, gode kammerater og er vellidt blandt elever, såvel som undervisere og kollegaer
- Har bopæl i Næstved Kommune
Kommentarer