Næstved By

Debatarrangement i Næstved skal inspirere til samtaler om liv og død

Livet varer ikke evigt! Den erkendelse er vigtig for alle. Det gælder, uanset om vi er syge eller raske, om vi er unge og skal leve mange år endnu, eller om vi er ældre og har levet størstedelen af livet.

Det Etiske Råd og Det Nationale Sorgcenter inviterer i 2018 til 10 debatarrangementer landet rundt, med inspiration til at tage hul på de livsnødvendige samtaler om liv og død. På aftenerne vil der være spændende gæstetalere – i Næstved er det skuespiller Anne Marie Helger, der har deltaget i den offentlige debat om døden og selv har oplevet at miste nærtstående. Arrangementet finder sted i Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, 4700 Næstved.

Arrangementet er gratis og åbent for alle med interesse i emnet, især sundhedsprofessionelle, pårørende og mennesker, der selv har sygdom inde på livet. Gennem film, oplæg, debat og samtale kan deltagerne få indsigt i betydningen af at tale med hinanden om døden – til glæde for livet.

Poul Jaszczak, medlem af Det Etiske Råd, siger:

– Det Etiske Råd har i sit arbejde med ”etik ved livets afslutning” oplevet, at der hos mange mennesker er en berøringsangst over for døden. Det gælder både sundhedsprofessionelle og patienter og pårørende. En samtale om døden og livet inden døden kan betyde, at der kommer fokus på det enkelte menneskes værdier, forhåbninger og ønsker, så livet op til døden kan opleves værdifuldt på trods af alvorlig sygdom. For dem, der ønsker denne samtale, kan en mere åben debat være et vigtigt skridt på vejen.

Direktør i Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt ser også frem til debatten i Næstved:

– Når det gælder vores forhold til døden er mange af os analfabeter, og tabuiseringen af døden risikerer at spænde ben for os selv i livet. Jeg håber, at vi med arrangementet kan skabe inspiration hos deltagerne til at tage hul på samtaler om liv og død, med de nærmeste, med borgere eller patienter – og med sig selv.

Kommentarer