Debat: Mobberi i byrådssalen
Skrevet af: Klaus Eusebius Jakobsen, Radikale Venstre, Næstved
Det var velgørende , at dagbladet Politiken den 1. marts havde et helt tillæg om ”debat”-tone i den offentlige debat. Den skal vi have gjort bedre, var konklusionen. Derfor dette læserbrevindlæg:
Jeg er byrådskandidat til Kommunevalget i november. Dette indlæg er ikke skrevet af den årsag, men fordi jeg overværede byrådsmødet forleden d. 21.februar (Det var i øvrigt I øvrigt første gang , at jeg overværede et byrådsmøde).
Og noget af det, jeg så og hørte, bekymrede mig. Ikke indholdet. Ikke strukturen . Men tonefaldet, som i perioder blev både nedladende og spydigt. At der ikke blev grebet ind, da der kom nogle særdeles personlige angreb på et byrådsmedlem, forbløffede mig. Det skal erkendes, at det pågældende byrådsmedlem også på sin side gik langt i sine verbale, men dog stadig politiske angreb (det hele i øvrigt ret præcist beskrevet i Sjællandske dagen efter byrådsmødet).
Det var voksen-mobberi. Og stort set resten af byrådet så passivt til, enten fordi de fandt det ok, eller også fordi de glædede sig over, at det ikke var dem, det gik ud over.
Nu er der jo sikkert dem, der vil sige at det nok er fordi at det er min partifælle, der stod for skud, at jeg reagerer. Og det må være således, at man evt. tænker. Fred være med det.
Men det er det faktisk ikke. Sådan vil jeg reagere uanset, hvem der bliver udsat for mobning.
I de allerfleste tilfælde er ens politiske synspunkter stærke nok til at kunne stå alene uden brug af et forpestende tonefald. Og mobberi forpester!
Kommentarer