Fuglebjerg

Debat om hundeskov i Fuglebjerg

Graver og hundeejer Thyge Brandt kunne godt tænke sig en lukket hundeskov, hvor hunde kan rende frit. Placeringen har både givet positive og negative reaktioner.

Thyge Brandt fra Fuglebjerg kunne godt tænke sig en lukket hundeskov i Fuglebjerg, hvilket han får stor opbakning til. Hundeskoven vil han gerne have placeret på arealet bag Dalsgårdskvarteret, hvor Fuglebjerg Hundeklub træner hver søndag mellem 10.00 til 12.00.

Sidstnævnte har givet anledning til debat, da Fuglebjerg Hundeklub gerne vil dele arealet, som de har fået tilladelse til af Næstved Kommune, men holde det lukket i det tidsrum, hvor de træner. Det er Thyge Brandt ikke helt tilfreds med, da han synes, 2/3 af arealet godt kunne være åbent for hundeluftere under træningen. Dog håber han, at begge parter kan blive enige og finde en løsning, alle er tilfredse med.

I øjeblikket arbejder han på at stifte en hundeforening, så sponsorater og diverse kan søges til finansiering af indhegningen til den nye hundeskov, som kommer til at koste i omegnen af 50.000 kroner.

Derudover håber han, at Næstved Kommune vil gå med på ideen om at etablere en hundeskov på arealet.

Kommentarer