Debat: Budget: Godt med flere penge til børn og skoler
Skrevet af: Søren Revsbæk
Det er ikke et super godt budget 2020, som Byrådet nu har lavet forlig om, men vi er på rette vej.
Der bliver flere penge til folkeskoler, hurtigere psykologafklaring og højere normering i daginstitutioner. Det er hovedpunkterne i årets budgetforlig, som Venstre er en del af.
Navnlig er jeg glad for de 11 mio. kr. som kommunen vil bruge mere på folkeskolerne fra og med næste år. Det dækker ikke helt skoleledernes ønske, men mere end forventet tidligt i forhandlingerne. Det skal styrke skolerne hele vejen rundt og det er reelle nye penge til området.
Jeg er også glad for de 1,5 mio. mere til psykologområdet. I dag er der flere måneders venteliste til psykologisk udredning. Den ventetid skal vi af med.
Endelig giver man også 5 mio. kr. mere til normering og afskaffelse af lukkedage, i daginstitutioner. Det skal erkendes, at det er langt mindre end jeg kunne ønske mig, men dog også i den rigtige retning.
Der bliver også 4,5 mio. kr. til at gennemføre det som kaldes ”Distriktsprojektet,” over hele kommunen. I korte træk: Flere sagsbehandlere på børn og ungeområdet, så man kan hjælpe hurtigere og mere effektivt. Om det giver det store besparelser senere kan man diskutere, men det vil uden tvivl give bedre resultater for familierne og det er jo det vigtigste.
Endelig så giver Byrådet 3 mio. i engangstilskud til Kobberbakkeskolen. Det vil lette på de besparelser, som skolen skal lave, på grund af den tidligere ledelses manglende styring af økonomien.
Vi flytter også på anlægsbudgettet, så der bliver 4 mio. til at renovere gamle skoler til næste år (f.eks. ventilation, belysning, omklædning m.v.).
Med de beløb, får børn- og skoleområdet langt størstedelen af de nye penge i næste års budget. Ikke så meget, som man kunne ønske. Venstre gik selv til forhandlingerne med et ønske om 40 mio. kr. mere.
Men, Venstre har i hvert fald presset så meget på, som vi kan, for at børn og skoler får mest. Det er dér, Næstved kommune skal investere. Både for børnenes skyld og for kommunens skyld.
Alt i alt, peger det i den rigtige retning.
Og, så venter vi i øvrigt på at finansloven giver flere penge til både børn og skoler. Gør finansloven det, så går de penge ubeskåret til børn og skoler.
Dette er et læserbrev indsendt af Søren Revsbæk. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer