Næstved By

Debat: Brystkræftsafdeling flyttes

Arbejdet med at sikre en høj kvalitet inden for brystkræftsundersøgelser fortsætter.

Som en konsekvens af skandalen om de mangelfulde brystkræftsundersøgelser, som foregik frem til 2017, flyttes afdelingen som udfører undersøgelserne for brystkræft midlertidigt fra Ringsted Sygehus til Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Flytningen vil ske i løbet af første halvdel af 2020, hvor Region Sjælland samler de mamma-radiologiske funktioner på Sjællands Universitetshospital.

Den midlertidige flytning af mamma-radiologien til Sjællands Universitetshospital i Roskilde betyder, at det faglige fællesskab bevares på brystkræftområdet og der sker en styrkelse af fastholdelses- og rekrutteringsmulighederne. Det forsøges at fremtidssikre et speciale, som hele landet har svært ved at rekruttere nye medarbejdere til.

Den endelige flytning sker i 2024 jf. sygehusplanen, der blev besluttet i 2010. Når byggeriet af supersygehuset i Køge er færdigt, skal hele brystkræftsområdet endelig overflyttes fra Roskilde Sygehus til Køge Sygehus.

John Wennerwald

Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Kommentarer