Næstved By

Debat: Behov for væsentligt flere penge til børn og skoler i Næstved

Snart er der budgetlægning i Næstved og der er også nok at tage fat på på børn- og skoleområdet– også selvom de, der håbede på penge fra Regeringen til minimumsnormeringer, i første omgang blev snydt.

 

Skrevet af: Søren Revsbæk og Sebastian Mylsted-Schenstrøm

 

Hvad Næstveds skoler angår, har vi i flere omgange hørt skolelederne samstemmende efterlyse 20-24 mio. kr. årligt. Dét bare for at holde det nuværende niveau i undervisningen, ikke mindst for almenområdet.

Næstveds folkeskoler har også et efterslæb på vedligehold og navnlig indeklima, som tidligere fremhævet af bl.a. Maj-Britt Kusk. Dårligt indeklima gør indlæring sværere. Det ved alle, som har prøvet at være i et rum med tæt stillestående luft. Her ligger også en investering i 20 mio. kr. s klassen.

I forhold til daginstitutioner står behovene også i kø. Først og fremmest gælder det flere pædagoger. Skal Næstved op på minimumsnormering, som BUPL ønsker, koster det ca. 40 mio. kr. (oplyst af forvaltningen på møde med Forældrenævnet). Der kommer vi næppe op på én gang, men et løft er nødvendigt. For, vi skal give børn den tryghed og motivation de har brug for. Uanset om man kommer fra et ressourcestærkt hjem, eller et hjem med problemer.

Slutteligt så er Næstved i ”Top 1” over kommuner med flest lukkedage. Det er ikke nogen udmærkelse, men ret skidt. For, det er et klart signal til tilflyttere om, at Næstved ikke prioriterer børnepasningen og på den konto frygter vi, at kommunen simpelthen mister gode skatteydere. Facebook er jo opfundet, så forældre skaffer sig hurtigt viden om, i hvilke kommuner man prioriterer børn højt, og hvilke man ikke gør.

Heldigvis har Næstved Byråd børn- og unge som topprioritet i sin vision. Byrådet har også i sidste måned besluttet at børn-, unge og uddannelse er vigtigt i kommuneplanstrategien. Nu skal de fine ord omformes til handling. Og nej, vi tror ikke pengekassen ”bare åbner,” for der er også ælde, handicappede, veje, sundhed mv. der trænger.

Men, vi skal gøre en indsats for børn-, unge- og skoleområdet, for det er her fundamentet lægges for et godt og sundt liv – og for en sund kommune.

 

 

Kommentarer