Debat og politik

Debat: Au pair-ordningen til eftersyn

Debatindlæg af : John Wennerwald, Regionsmedlem for Socialdemokratiet

Er au pair-ordningen kulturudveksling med eventyrlystne unge mennesker eller er det hårdt arbejde for lav løn uden almindelige arbejdsvilkår og arbejdsmiljøbeskyttelse?

Beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye er klar til at se den nuværende au pair-ordning igennem og overveje fremtiden for ordningen.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration har udgivet en længe ventet evaluering af den nuværende au pair-ordning. Konklusionen er at au pairerne gør det for pengenes skyld, og værtsfamilierne gør det for at få hjælp til husligt arbejde og børnepasning.

Evalueringen viser desuden at Gentofte er den kommune, som i forhold til indbyggere, har flest au pairer og at 81 procent af værtsfamilierne har en indkomst på over en million kr. om året.

Den ugentlige arbejdstid er ca. på 30 timer og au pairen modtager, udover kost og logi, 4.350 kr. pr. måned.

I forlængelse af evalueringsrapporten bør ordningen revurderes i lyset af, at au pair-arbejdet er almindeligt hus,- og børnepasningsarbejde til en billig penge.

Au pairerne gør et godt stykke arbejde for værtsfamilierne, som oplever indsatsen som en nødvendighed for at få dagligdagslogistikken til at hænge sammen. Derfor bør ordningen anerkende au pairerne som lønmodtagere og sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Kommentarer