Dansktopfest i Næstved
Der er fest, farver og glade genhør på tapetet, når Dansk Slager Parade drager landet rundt. Hvert år med et nyt program – og den 28. januar spiller de danske topmusikere vanen tro i Næstved.
I hele 21 år har Dansk Slager Parade turnéret landet rundt med den unikke sammensætning af store stjerner fra den danske popmusiks danse- og slagergenre; Dansktoppen! År efter år har de glædet deres mange fans, og konceptet er fast ingrediens på Grønnegades Kaserne Kulturcenter koncertmenu.
Årets sammensætning af kunstnere byder på både nyheder og gengangere. Fra rejehops-opfinderen Gry, til “længst-på-dansktoppen” Lars Stryg, og Bjørn Tidmand der også var med, da Slager Paraden så dagens lys i sin tid.
De seks soloartister bakkes alle op af Klaus & Servants, der selvfølgelig også spiller deres egne hits. Hele showet bindes sammen på fineste vis af den rutinerede tv-vært Karin Strand-Holm der kendes fra DK4-programmet Syng med og Tip et hit.
Billetsalget til Dansk Slager Parade er startet.
Kommentarer