Næstved By

Danskerne skal være med til at skabe den nye klimalov

Fra i dag kan alle danskere byde ind med deres tanker og idéer til, hvad en ny klimalov skal indeholde. Regeringen har nemlig sat gang i en stor høring af danskerne.

 

Danmark skal have en ny klimalov – og danskerne skal hjælpe med at skabe den. Det er tanken bag den folkehøring, som regeringen i dag indleder under titlen ”Giv Klimaet Lov”. Alle danskere inviteres til at bidrage med idéer, erfaringer og input til fremtidens klimapolitik – online og ved borgermøder. Bidragene vil indgå i en stor folkehøring til efteråret.

 

”Jeg opfordrer alle, som har idéer til fremtidens klimapolitik og en ny klimalov, til at bidrage – for klimaet er vores fælles ansvar. Alle input bliver samlet og vil indgå i en opsamlende stor folkehøring til efteråret. På den baggrund vil vi præsentere et forslag til en ny klimalov i Folketinget,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

 

Alle er velkomne til borgermøderne i Vordingborg og Viborg
Allerede fra i dag vil det være muligt at aflevere idéer til regeringen via www.givklimaetlov.dk. Der vil samtidig blive afholdt to borgermøder i Vordingborg (tirsdag den 9. april) og Viborg (tirsdag den 23. april).

 

Her kan alle idéer til fremtidens klimapolitik og en ny klimalov lægges frem og drøftes med regeringen og eksperter.

 

”Regeringen vil en total grøn omstilling af Danmark. Næste skridt er en ny klimalov. Nu ser vi meget frem til at høre danskernes idéer og holdninger til, hvordan klimaudfordringerne kan gribes an. Jeg er sikker på, at der gemmer sig mange interessante og innovative forslag blandt de fantastisk mange engagerede borgere,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

 

Borgerforslag er et vigtigt indspark

67.278 danskere har i skrivende stund skrevet under på det borgerforslag, som 11 grønne organisationer har fremsat. Det viser, at der er stor interesse for klimaet, og regeringen ser forslaget fra de grønne organisationer som ét af mange konstruktive indspark til fremtidens klimapolitik.

 

”Det massive folkelige engagement i klimaet, som borgerforslaget vidner om, er både opløftende og afgørende. Borgerforslaget i sig selv indeholder mange gode forslag, som flugter med regeringens politik. Mit mål er, at alle danskere kan komme til orde i udformningen af den nye klimalov. Jeg takker derfor varmt for borgerforslaget og ser frem til at modtage endnu flere konstruktive indspark til fremtidens klimapolitik,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

 

Fakta om “Giv klimaet lov”

–       På www.givklimaetlov.dk kan alle fra i dag komme med idéer og forslag til, hvad regeringen skal have med i den nye klimalov

–       Alle inviteres til at deltage i to borgermøder i april

–       Tirsdag den 9. april kl. 19-21 er der borgermøde i Vordingborg

–       Tirsdag den 23. april kl. 19-21 er der borgermøde i Viborg

–       Alle input samles og bliver præsenteret til en stor folkehøring om klimaet i efteråret

–       De idéer og forslag der præsenteres online, til borgermøderne og ved folkehøringen til efteråret vil tilsammen fungere som inspiration til udformningen af en ny klimalov.

Kommentarer