Dansk rocker anholdt i Spanien – efterlyst for skudepisode i Næstved
Et dansk medlem af rockerklubben Satudarah er anholdt på dansk anmodning, skriver mediet spanienidag.
Ifølge mediet er der tale om et 28-årigt medlem af motorcykelbanden Satudarah, der er eftersøgt internationalt for i Næstved at have skudt et andet bandemedlem i benet den 7. januar.
Manden blev anholdt i Malaga og skal fremstilles for en dommer. Han vil efter al sandsynlighed blive udleveret til Danmark, der står bag den internationale arrestordre, skriver mediet.
Manden har Kuwaitiske rødder, skriver mediet endvidere.
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters politi bekræfter man anholdelsen.
– Det er korrekt, at en Satudarah-rocker er anholdt på vores anmodning dernede. Han sigtet for at have deltaget i et skyderi i Næstved, hvor en 22-årig mand blev ramt i benene, siger Kim Kliver, efterforskningsleder, til Ekstra Bladet.
– Vi vurderer, at skudepisoden har banderelationer, men den er ikke del af de konflikter, vi ellers har set, tilføjer han.
Selve motivet ønsker han ikke at uddybe endnu.
– Vi forventer at få ham udleveret senere på ugen, så han kan blive stillet for en dansk dommer, siger Kim Kliver.
Satudarah åbnede deres første danske afdeling i efter 2013, og siden har klubben fået flere medlemmer rundt om i Danmark.
Gruppens medlemmer har været involveret i forskellige konflikter – senest med Bandidos-rockere.
Desuden har klubbens medlemmer været involveret i en lokal konflikt på Lolland og Falster med figurer fra rygmærkeklubben Mongols.
Senest har klubben åbnet en prøveafdeling i Aalborg.
Kommentarer