Dansk Byggeri Sjælland får ny formand fra Næstved
Projektleder Jesper Toftebjerg Andersen fra entreprenørvirksomheden Hansen & Andersen A/S i Næstved er valgt som ny formand for Dansk Byggeri Sjælland, og skal fremover være i spidsen for de lokale håndværksvirksomheder på Sjælland.
Efter syv års arbejde med fokus på erhvervsvenlighed, lærepladser og erhvervsuddannelser i de sjællandske kommuner stopper Niels Moestrup sit arbejde som formand for Dansk Byggeri Sjælland. I stedet er Jesper Toftebjerg Andersen fra virksomheden Hansen & Andersen i Næstved valgt til ny formand.
Som formand for Dansk Byggeri Sjælland skal Jesper Toftebjerg Andersen blandt andet sørge for at sætte fokus på alt lige fra erhvervsvenlighed til lærepladser og erhvervsuddannelser i de sjællandske kommuner, skriver mestertidende.dk.
– Niels Moestrup har gjort et stort arbejde i forhold til at skabe en god kontakt mellem vores sjællandske kommuner og de lokale virksomheder, hvor erhvervsvenlighed har været i fokus. Mange af kommunerne har for eksempel sænket dækningsafgiften og i det hele taget arbejdet med at blive endnu mere erhvervsvenlige. Den gode dialog vil jeg meget gerne fortsætte, ligesom jeg også vil arbejde for at få flere unge til at se muligheder i at tage en erhvervsuddannelse, siger Jesper Toftebjerg Andersen og tilføjer:
– Vores lokale virksomheder får brug for flere hænder lige om lidt, så vi må hjælpe hinanden med at få flere til at tage en erhvervsuddannelse. Vi er i gang i de kommuner, som har indgået en partnerskabsaftale, men vi vil gerne have endnu flere kommuner med.
Den nu afgående formand Niels Moestrup, der ejer virksomheden Moestrup i Tune, stopper dog ikke sit erhvervspolitiske arbejde, idet han for et halvt år siden blev valgt som formand for Træsektionen i Dansk Byggeri, som er organisationens største sektion.
Kommentarer