Dansk-Afghansk Forening ved Næstved
Dansk-Afghansk Forening er en lille forening, der arbejder på at skabe bro mellem dansk og afghansk kultur. Foreningen støtter børnefamilier, unge, pensionister og andre med interesse for afghansk kultur i at danne netværk, få gode sociale relationer og en vellykket integration. Dette gøres blandt andet ved at fejre kulturelle begivenheder, holde sports-events, grille og tage på skovtur.
Skrevet af Anne Damsbo, kommunikationsmedarbejder på Frivilligcenter Næstved
Et af foreningens vigtigste formål er at passe godt på de unge. Lede dem i en god retning til integration i det danske samfund og uden om kriminalitet.
Besøg hos formanden
En dreng på syv år kommer nysgerrigt mod mig i døren. Pigen på toet halvt gemmer sig bag sin mor, mens far Idris Farzad åbner døren og byder mig hånden til velkomst i deres lejlighed i det sydlige Næstved. Jeg bliver vist ind i en solbeskinnet stue med en stor chaiselong. Vi sætter os. På sofabordet står små skåle med lækkerier, og der er skænket sort te i glas.
Idris var 16 år, da han rejste fra Afghanistan for at blive udvekslingsstudent i Rusland. Da han efter endt ophold ville rejse hjem, var de politiske forhold i landet imidlertid ændret så meget, at det ikke var muligt. Han blev derfor i Rusland og færdiggjorde sin uddannelse. I 2001 kom Idris til Nørre Alslev. Her blev han modtaget af de danske integrationsmyndigheder, der sørgede for at han fik danskundervisning og hjælp til at få Undervisningsministeriets godkendelse af den uddannelse som socialpædagog, han havde med sig fra Rusland. I dag arbejder Idris i et opholdssted for voksne med særlige behov på Sydsjælland og føler sig fint integreret i det danske samfund.
Idris mødte sin afghanskfødte kone, Nabila i Danmark og sammen har de to børn.
På mit spørgsmål om Idris synes, det er svært at have en anden etnisk baggrund i Danmark, svarer han med et glimt i øjet: ”Jeg føler mig som en fisk i vandet – mere dansk end mange danskere. Jeg føler mig fremmed, når jeg rejser i Afghanistan”.
Dansk-Afghansk Forening ved Næstved
Det var behovet for at finde lokaler med plads til 70-75 medlemmer, der førte til foreningens oprettelse. Efter foreningen blev godkendt af Næstved Kommune i 2017 kan de nu leje lokaler på kommunens portal. Herudover er foreningen repræsenteret blandt de 11 etniske foreninger, der er med i Næstved Integrationsråd.
I formålspapirerne for Dansk-Afghansk Forening hedder det, at foreningen ”er en uafhængig, social forening, som ikke har tilknytning til noget politisk parti eller anden form for organisation. Foreningen er baseret på accept af demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne inklusive ligestilling mellem kvinder og mænd og støtter indførelsen af disse værdier mellem herboende afghanere”.
Aktiviteter og arrangementer
I løbet af året holder foreningen tre til fire store arrangementer.
Nytår
De seneste par år har foreningens medlemmer fejret nytårsaften sammen. Som for danskerne skal der god mad på bordet. Når klokken nærmer sig midnat, ryddes op i de lejede lokaler og alle tager ind på Axeltorv, hvor det nye år skydes ind med fyrværkeri.
Kvinde-netværk
4. januar i år stod der venindesnak på programmet. Kvinderne i foreningen mødtes i Frivilligcenter Næstved, mens mændene hyggede sig sammen med børnene. Mange kvinder var af sikkerhedsmæssige årsager henvist til at blive inden for hjemmet fire vægge under krigen i Afghanistan. De har stor glæde af at mødes og tale om minder fra dengang.
Første Forårsdag er en anden af foreningens store, faste arrangementer. Her mødes familier med rødder i eller interesse for Afghanistan til spisning af en traditionel frugtret, dans, musik og leg.
Foreningen har holdt bowlingsarrangement og sidste vinter mødtes flere af foreningens medlemmer hver fredag aften på lejede baner i sportshallen på Kobberbakkeskolen, afdeling Sydby, hvor de spillede volleyball, fodbold, squash, badminton og andre sportsgrene. I vinterferien blev holdt bålhygge, og i april holdt Abdul Hanan Noos foredrag om Afghansk kultur før islam (mange ved ikke, at islam ikke altid har været nationalreligion i Afghanistan).
Spejder eller sportsorganisation – vil I være med?
Penge er søgt og bevilget til flere fremtidige planer. Kursus i førstehjælp og studievejledning ligger parat på Idris’ tegnebord. Det er også planen, at studievejledere fra politiet, lægegerningen og andre faggrupper inviteres til at komme og fortælle de unge om deres arbejde. Det er vigtigt med gode rollemodeller, mener Idris.
Foreningen kunne godt ønske sig at samarbejde med en dansk spejderorganisation, sportsforening eller lignende. Hvis du eller din forening har lyst til at møde en anden kultur og være med til at bygge globale broer, er du meget velkommen til at kontakte Idris.
Bliv medlem
ALLE kan blive medlemmer af Dansk-Afghansk Forening ved Næstved uanset politisk, etnisk eller religiøs baggrund. Etnisk danske er også meget velkomne! Kom gerne uforpligtende forbi og hils på, inden du beslutter dig for, om det er noget for dig.
Succesfuld integration
– Danskerne har planlagt hvert minut af deres dag. Det kan derfor godt føles svært at komme ind på danskerne som udlænding”, udtaler Idris til Frivilligcenter Næstveds hjemmeside, og han fortsætter: ”For at få kontakt med danskerne er det nødvendigt at deltage i lokale arrangementer og foreninger. Det vil være en god idé, hvis nye flygtningefamilier bliver tilknyttet en dansk familie det første år. På den måde kunne flygtninge hurtigere lære, hvordan danskerne holder jul, nytår, fastelavn, påske, Sankt Hans og andre højtider, ligesom de kan se, hvordan vi lever og bor med hinanden.
Er du herboende, afghansk flygtning og føler dig alene, er du velkommen til at kontakte Idris. Foreningen hjælper dig med at finde rundt i det danske system og tilbyder dig netværk.
Faktaboks
- Dansk-Afghansk Forening ved Næstved har ca. 75 medlemmer.
- Kontakt Idris Farzad, tlf. 5137 0254 eller mail nabila_farzad@hotmail.com eller Zia Karimi tlf. 4180 2253, hvis du har lyst til at blive medlem eller frivillig i foreningen.
- Prisen for enkeltmedlemmer er 25 kr. pr. måned, meldes hele familien ind koster det 50 kr. pr. måned.
- Følg Dansk-Afghansk Forening ved Næstved på Facebook.
Kommentarer