Danmark Dejligst Karrebæksminde aflyser sommerens festival
Der er ingen, som ved, hvad det ender med, men bestyrelsen bag Danmark Dejligst Karrebæksminde tør ikke vente. Derfor er det besluttet at aflyse 2021.
Dagen plejer at være fyldt med aktiviteter som f.eks. kræmmermarked, brandbiler med skumudlægning, badning i poolen og meget mere.
Derudover har det altid været lokale foreninger som står for boder med popcorn, kage, kaffe med mere. Alt i alt er det en dag og aften, hvor de ca. 10.000 gæster hygger sig på det naturskønne omkring “De Hvide Svaner”. Men Covid-19 er stadigvæk en grim medspiller.
– Vi havde glædet os til at skulle feste med alle vores gæster her til sommer, men som situationen er nu, tror vi ikke det bliver muligt at gennemføre arrangementet. Derfor har bestyrelsen valgt at udskyde festen til 2022, fortæller Heidi Thybo Mørkeberg.
– Beslutningen er bl.a. taget ud fra at festen er en gratis festival som er arrangeret og er afholdt af frivillige. Vi mener det vil være svært at styre pladsen sikkerhedsmæssigt i forhold til covid-19 situationen.
Derfor håber vi og tror på 3. gang er lykkens gang og at vi kan ses den 9. juli 2022 til Danmark Dejligst Karrebæksminde – som vi kender det.
Vi glæder os så meget til at alt bliver normalt igen og vi, i bestyrelsen, ser frem til Danmark Dejligst på De Hvide Svaner i 2022, afslutter Heidi Thybo Mørkeberg.
Drømmer du også om sol, sommer, vandkant, glade børn, hygge med vennerne, og skøn musik kan du se med på denne video som er optaget i 2018.
Kommentarer