Næstved By

Dahl A/S skal bygge Næstved Varmeværks nye administrationsbygning

Dahl A/S fra Rødovre blev vinderen af licitationen med en pris på 52,84 millioner kroner, og skal dermed bygge Næstved Varmeværks nye administrationsbygning på Maglemølle.

Kontrakten til byggeriet af varmeværkets nye administrationsbygning blev tirsdag den 21. februar skrevet under, og dermed kan byggeriet snart begynde.

Hele 17 entreprenører havde budt ind på byggeriet, og de fem af dem var med i opløbet til at vinde licitationen. Vinderen blev altså Dahl A/S fra Rødovre, som kun var 40.000 kroner billigere end nummer to på listen.

Læs også: Næstved Varmeværk sender millioner tilbage til kunderne

Oprindeligt ville varmeværket bygge et flisværk, men det ville byrådet ikke godkende. I stedet har varmeværket de sidste to år arbejdet på planerne om en ny administrationsbygning med driftsbygning, lager og garager til 68,5 millioner kroner.

Den nye bygning på 2.830 kvadratmeter erstatter bygningerne på Kanalen på Åderupvej og Kanalvej, og de 15 medarbejdere kommer dermed til at arbejde på samme adresse.

Første spadestik til byggeriet forventes at blive taget sidst i marts eller først i april. Det skal stå færdigt i maj 2018, så medarbejderne kan rykke ind på deres nye arbejdsplads i løbet af sommeren.

Kommentarer