Enø

Dækket på Græshoppebroen til Enø smuldrer igen

Se billedserie

Trafikken til og fra Enø slider hårdt på Græshoppebroens vejbelægning, efter kun ca. 3 år skal der allerede nu foretages reparationer af brodækket, som ellers ved udskiftningen blev spået en holdbarhed på mindst 50 år.

Tekst og foto: Preben Madsen

Hele brodækket blev ellers af flere omgange fornyet i 2013 og kostede flere millioner kroner. Det skete efter at det blev konstateret, at vejbelægningen kunne falde af, når broen åbnede. I længere tid var broen forsynet med køreplader og påsvejsede metalskinner som en nødløsning; kørepladerne skulle forhindre at bilernes hjul gik igennem belægningen, som næsten var rådnet op, og tung transport blev udelukket fra at passere broen i en periode.

Nu er kørepladerne allerede vendt tilbage, en stor træplade monteret med skruer midt på broen, vidner om, at der igen er noget helt galt med broens belægning.

Flere steder ses det også helt tydeligt, at belægningen er ved at smuldre, og har løsnet sig fra underlaget. Dækket er også på steder sunket i forhold til overgangen ved kantskinnerne, som deler dækket op i sektioner.

Hvor slemt det står til, og hvilke reparationer der skal til før træplader og huller igen forsvinder, er der ingen oplysninger om.

Kommentarer