Cyklistforbundet inviterer børn, forældre og skoler til cykelsjov
Cykling i hverdagen gør en stor forskel for børns sundhed og trivsel. Mens skoler fra den 4. juni kan tilmelde skolekasser til børnemotionskampagnen Alle Børn Cykler, kan forældre allerede nu gå all in på cykeltræning med deres børn.
– Cyklen er et sjovt og enkelt redskab til at flette motion, frisk luft og gode oplevelser ind i børns hverdag. Selvfølgelig skal vi hjælpe børn til at cykle mere, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam om baggrunden for Cyklistforbundets landsdækkende kampagne Alle Børn Cykler.
I kampagnen dyster skoleklasser om at cykle flest dage. Årets hovedpræmie er spritnye mountainbikes i topkvalitet fra Principia til alle elever i vinderklassen. Lærerne kan fra 4. juni tilmelde deres klasse til årets kampagne, som kører de to første uger af september, på abc-abc.dk.
Men forældre behøver ikke vente til september. Allerede nu har Cyklistforbundet i Forældrehjørnet på abc-abc.dk en håndfuld guides klar til forældre, der gerne vil have glade og sikre børnecyklister i familien. Her ligger blandt andet fif til at lære børn at cykle sikkert til skole, gøre cyklerne klar til sommerens cykelture og sætte hjelmen, så den yder maksimal sikkerhed, hvis uheldet er ude.
– Det tager tid at blive en sikker børnecyklist. Men til gengæld kan man begynde tidligt. Allerede fra to års alderen har børn stor glæde af at lære at køre på løbecykel, siger Klaus Bondam.
SUNDE VANER STARTER TIDLIGT
Kampagnen, som Cyklistforbundet gennemfører i samarbejde med Novo Nordisk, viser stærke resultater: Målinger og vurderinger foretaget af COWI slår fast, at flere elever cykler i kampagneperioden, mange cykler mere end normalt, og flere holder også efterfølgende fast i cyklen.
Novo Nordisk støtter ifølge direktøren for Novo Nordisk Danmark, Mads Veggerby Lausten, Alle Børn Cykler for at hjælpe børn og unge til at cykle mere i hverdagen, så de kan opnå de mange sundhedsfordele, som ligger i det:
– Sunde vaner starter tidligt. At cykle er både en sjov måde at bevæge sig på for børn og en vigtig del af et sundt og aktivt liv for både børn, unge og voksne, siger Mads Veggerby Lausten, som samtidig glæder sig over, at mere end 100.000 skolebørn hvert år cykler med.
I 2018 var 5.207 klasser med i alt 116.084 elever tilmeldt kampagnen.
FAKTA: ALLE BØRN CYKLER
Cyklistforbundets kampagne Alle Børn Cykler kører de to første uger af september og henvender sig til elever i 0.-10. klasse
Under kampagnen dyster elever på klassebasis om at cykle flest dage til skole og i fritiden
Lærerne får adgang til undervisningsmaterialer, som kan inddrages i en lang række forskellige fag
Forældre tilbydes guides, der skal inspirere og hjælpe forældre til at gøre deres børn til glade og trygge børnecyklister
Kampagnen afsluttes med at udnævne Årets Børnecyklist
Kommentarer