Næstved By

Cykelklubben Hjerterums sidste spinningsdag

Oktober 2018 besluttede Hjerte Rytterne i Næstved at oprette en cykelklub for nuværende eller tidligere hjertepatienter, men også kvinder og mænd uden hjerteproblemer har været velkommen til at træne med i cykelklubben, som indtil i dag har været henlagt til spinningslokalet hos Happy2Fitness som har til huse på Marskvej i Næstved.
Tekst og foto: Preben Madsen / Media Næstved
Antallet af medlemmer er nu oppe på 16 som de sidste 6 måneder hver mandag og torsdag har svedt i ca. 1 time hver gang, for at blive klar til at komme ud og køre på cykelstierne og i mindre omfang landevejene. Selv om cyklerne ikke har flyttet sig en millimeter, så har anstrengelserne alligevel vist, at hvis cyklingen havde foregået på en alm. cykel ude, så var det i snit blevet til en tur på 813 km.
Torsdag d. 28. marts var den sidste motionsdag indendørs, så fra mandag d. 1. april bliver træningen lagt ud på vejene omkring Næstved, men spinningen vil ikke helt blive lagt på hylden, for i blæst og regnvejr vil udfordringen vende tilbage til spinningslokalet hos Happy2Fitness for dem der ønsker det.
Der vil ud fra vejrudsigten et par dage i forvejen blive taget stilling til, om der køres ude eller inde. Skulle der her hvor vi efter planen rykker uden for, være nogle der har mod på, og godt kunne tænke sig at deltage i en stille og rolig cykeltur et par gange om ugen, så er man meget velkommen til at henvende sig, og få mere at vide hos Preben Larsen som er hjerterums instruktør på tlf. 51386022 eller på mail. preben.dirch.larsen@hotmail.com. Der er på ingen måde tale om cykelræs, for der vil blive lagt stor vægt på det kammeratlige og sociale, hvor fællesskab, motion og hygge er i fokus, for skulle der på vejen dukke en kaffeshop eller et ishus op, så er det ikke udelukket at det måske kan være et godt sted, at få fornyet depoterne inden den videre kørsel.
Distancen og ruten der bliver kørt aftales fra gang til gang og vil ligge mellem 10 og 50 km. Der er ingen krav om hvilken cykel man kører på, det kan være lige fra en væltepeter til en el-cykel, men der foreligger nogle ganske få sikkerhedskrav for at deltage, — alle skal bære cykelhjelm, cyklen skal være i sikkerhedsmæssig lovlig stand, og færdselsreglerne skal overholdes. Det er en selvfølge at alle hjælper hinanden, så ingen efterlades alene med en defekt, kører man ud sammen, kører man også hjem sammen, og hastigheden afpasset altid så alle kan følge med. Alle ruterne starter og slutter ved Happy2Fitness på Marskvej 17, 4700 Næstved.

Kommentarer