Næstved By

Citynat i Næstved

Foto: Næstved Netavis

Coronasituationen satte sit præg på Danmark – ja, helt ind i 2021. Håndtrykket har været væk, møderne var virtuelle, og flystriberne på himlen var blevet et sjældent syn. Nu er Danmark ved at være tilbage til “næsten” normal tilstand, hvor vi alle kan mødes igen, gå i biffen eller til koncert, og endelig powershoppe i byens butikker.

I Næstved City kan du altid nyde den friske luft, det charmerende gademiljø og udvalget i de mange butikker, caféer og restauranter. Det og meget mere kan du opleve fredag den 3. september, hvor butikkerne først lukker dørene kl. 22.00

Næstved City har denne fredag et bredt program som du kan læse mere om her. Dog skal der tages forbehold for ændringer, da det er et foreløbigt program:

GENNEM BYENS GADER

Kl. 18.30 – 20.30: Sjællands Musikkorps går gennem byen
Det velspillende orkester går marchtur gennem byens gågader. Med start fra Rådmandshaven vil Sjællands Musikorps bevæge sig gennem Næstved via Ringstedgade, Hjultorv, Ramsherred, Sct. Mortens Kirkeplads og Torvestræde. Undervejs vil der med jævne mellemrum blive gjort holdt for at underholde publikum med lidt populær koncertmusik.

_________________________________________

AXELTORV

Kl. 16.00 – 21.00: Børne workshop
Mere info følger…

Kl. 17.00 – 20.00: Livemusik ved Underhuset
Der er lagt op til en fed fredagsfest, når Entertain Us spiller på Underhuset. Det rockende partyband med lokale John Ringstrøm i front som bassist og forsanger er garant for ultra musikalsk stemning fra start til slut. Det brede repertoire med en perlerække af hits fra både fortid og nutid bliver leveret med kæmpe energi, spilleglæde og ikke mindst enorm musikalitet fra de fire, erfarne bandmedlemmer.

_________________________________________

SCT. MORTENS KIRKEPLADS

Kl. 18.00 – 21.30: Livemusik med Bjarne K
Ved caféerne for enden af torvestræde, vil der være hyggelig livemusik. Nyd din aftensmad til skønne toner fra Bjarne K, der med stor indlevelse skaber den rette stemning, med både covers og egne sange.
_________________________________________

HJULTORV

Kl. 16.00 – 21.00: Smag på lækre vine – Optakt til Næstved Vinfestival 2021
Der bliver sydlandsk stemning på Hjultorv, hvor du kan tyvstarte vinsmagningen inden Næstved Vinfestival. Du kan også købe din billet til Næstved Vinfestivalen den 10. september.

_________________________________________

RINGSTEDGADE V. MUSEUMSHAVEN

Kl. 17.00 – 20.00:  Livemusik med Songs 2 U
Songs2U underholder med sange, der går lige i øregangen og som du slet ikke kan lade være med at nynne med på. Du får akustiske versioner af sange fra kunstnere som Sanne, Danser med drenge, U2, Thomas Helmig og mange flere.

_________________________________________

NÆSTVED BIBLIOTEK

Kl. 12.00 – 13.00: Oplev forfatter Inger Christine Løwe
Forfatter Inger Christine Løwe bruger både humor og omsorg, når hun i sin debutroman ’Cherry’ undersøger grænserne mellem venskab og intimitet. Oplev hende fortælle om sin roman til festivalen Næver Ending Stories (NES).

Kl. 15.00 – 18.00: Skriveworkshop med ungdomsbogsforfatter Anna Arendse Thorsen
Går du og gemmer på en lille forfatterdrøm, men mangler det rette afsæt? Eller mangler du feedback på en stak ufærdige tekster? Uanset hvad dine drømme eller motivationer er for at skrive, så er workshoppen her det helt rigtige for dig!

Kl. 17.00 – 18.30: Lav din egen udgivelse
Zine workshop med forfatter og forlægger Rikke Oberlin Flarup. Zine er en forkortelse af  fanzine eller magazine. Kort fortalt er et zine et selvudgivet hæfte som kunstneren selv printer, tegner, folder og udgiver.

Kl. 18.15 – 18.45: Digtoplæsning med Anna Arendse Thorsen
Anna Arendse Thorsen optræder med en intim digtoplæsning, som hylder det sårbare, sære, normale og aldeles fjollede.

Kl. 19.00 – 19.45: Digtoplæsning med prisvindende beatpoet Claus Høxbroe
Biblioteksrummet forvandles for en stund til en arketypisk jazz-style bodega med passende indretning, dæmpet lys og mulighed for at købe øl leveret af det lokale bryggeri Kongebryg.

_________________________________________

JB10, JERNBANEGADE 10

Kl. 13.00 – 15.00: RAP: Kreativ med ord – gratis workshop
Gemmer der sig en rapper i dig? Kom til workshop og udforsk sproget og beatet!
På workshoppen lærer du at bruge sproget på en ny og inspirerende måde. Det med ord som kan virke tørt og kedeligt, kan faktisk blive til en leg. Det er sjovt, underholdende og brugbart.

Kl. 16.00 – 16.45: Nye Mennesker live på JB10 – Gratis
”Der er figureret nøjagtig 365 mænd og 58 kvinder på forsiden af Gaffa de sidste 14 år!” proklamerer duoen Nye Mennesker ganske nøgternt, men med et glimt i øjet i nummeret ’Vi siger det bare’.

Kl. 17.15 – 22.00: Fresh Friday Jam på JB10 – Gratis
Næver Ending Stories har dedikeret fredag aften til fest, flows og fortællinger, når JB10 lægger scene til et solidt program af kunstnere, der hver i sær udmærker sig ved et højt lyrisk niveau og en sans for at fyre op for en god fest.

_________________________________________

GRØNNEGADES KASERNE KULTURCENTER

Kl. 17.30 – 19.30, Ny Ridehus: Gratis oneman-sprogshow med Michael Ejstrup
Michael Ejstrup står bag SOM MAN SIGER, et live show, der med lyd, billeder, sprogtoner og stemmer fra forskellige steder i Danmark vil føre publikum gennem landets dialekter, nuancer og historier.

Kommentarer