Næstved By

Citatplakat.dk glæder sig til at fejringen af Lise Nørgaards 100 års fødselsdag er overstået

14. juni var datoen for forfatter Lise Nørgaards 100 års fødselsdag, og den forsinker lidt en ventet underskrift på en ny rettighedsaftale for Citatplakat.dk

Af Birgitte Grejsen Møs.

Oliver Hansen og Kasper Laursen, som er indehavere af Citatplakat.dk i Sct. Mortensgade, glæder sig disse dage over en kommende underskrift fra forfatter Lise Nørgaard . En underskrift, som betyder, at de har ret til at trykke plakater med citater fra den kendte TV-serie Matador.

– Vi har fået en mundtlig aftale fra Danmarks Radio, så vi venter bare på, at den kendte forfatter til Matador får fejret sin 100 års dag og igen får tid og overskud til at sætte sin underskrift, fortæller Oliver Hansen.

– Og, vi har en lille nyhed mere. Vi har lige opkøbt et firma, som hedder Hipd.dk, hvor vi nu kan “lege” videre med vores koncept med plakater. Hipd.dk har ud over webshoppen en facebookside med over 35.000 følgere, så vi ser frem til at få gang i vores nye eventyr.

Drengene startede deres virksomhed ved en computer og en trykmaskine i en 3. sals lejlighed på Fabriksvej.

– Hvordan vi fik moslet den tunge trykmaskine op af de 91 trappetrin, overrasker mig stadigvæk, fortæller Kasper.

– Op kom den, og vi begyndte i det små med en facebookside og et nyoprettet website. Men vi blev fra start overrasket over den kæmpe interesse, der var for vores citatplakater, og vi måtte hurtigt se os om efter et større lokale. Vi flyttede til et større lokale på Farimagsvej, som også hurtigt blev for lille. Januar 2016 fik vi så muligheden for at åbne her i Sct. Mortensgade, og det var en win win situation for os. Nu har vi værksted, showroom og salgslokale i samme lejemål, fortæller Oliver.

Artikel forsætter under foto.

At få en aftale i hus er ikke ukendt for Oliver og Kasper. De har bl.a. en aftale med Morten Grunwald om, at de har eneret til citater fra de kendte Olsenbandefilm.

– Sådan en aftale koster alt fra 10 – 30 % af pr. plakat, og det kan godt være en udfordring at finde ud af, om de citater, som folk mener at kunne huske fra en film, egentlig er husket rigtigt. Som eks. kan nævnes scenen i Matador, hvor overlærer Andersen forsøger at komme i seng med Misse og efterfølgende låses ud på altanen. Scenen blev aldrig optaget. Den blev blot fortalt så levende af Karin Nellemose (Misse), at folk troede, de havde set den. Sådan er det også med citater. Så vi må tit og ofte i gang med et større detektivarbejde for at finde frem til de rigtige citater.

Artikel forsætter under foto.

At drengene har travlt, bevidner de flotte salgstal.

– Vi har i det sidste år omsat for 2.5 mill, så vi (og deres revisor. red.) er ret stolte over det flotte tal. Det sætter ligesom dagsordenen for, at vi fremadrettet udvider med endnu en mand. Vi er nødt til at finde en person, der har en grafisk uddannelse, og som kan holde hovedet koldt i vores meget travle perioder, fortæller Kasper.

Oliver tilføjer:
– F.eks. op til jul lå vi vandret. Sidste år havde jeg fået tilmeldt os til forskellige messer hver weekend i december. Og det skulle vi aldrig have gjort. Vi druknede i arbejde og arbejdede i døgndrift for at få ekspederet alle ordrer. Og jeg kan også nævne, at på Black Friday fik vi 550 ordrer. Så ja, vi har dejligt travlt, men det er jo kun et luksusproblem, afslutter en smilende Oliver.

Link til Citatplakat.dk

Kommentarer