Næstved By

Cirkus Arena og Bubber gæster atter Næstved

Bubber styrer igen slagets gang, når Cirkus Arena vender tilbage til Næstved med magiske cirkushistorier fra hele verden. Mandag den 7. august kl. 14 og 17 optræder Bubber med en helt særlig forestilling i cirkusmanegen i Næstved. Dagens første forestilling i byen er en lukket forestilling for kommunens plejehjem.

I år er det en helt nytænkt forestilling med et eventyrligt twist og nyskrevet cirkus-popmusik, der binder forestillingen sammen og tager børn og voksne med ind i fortællingernes magiske verden.

Det bliver en nostalgisk oplevelse, men Arena har også mange nye numre på spil, og sammen kommer I til at møde fortryllende artister i verdensklasse, for på magisk vis bærer de alle sammen rundt på deres helt eget eventyr.

– Vi er meget glade for de flotte tilkendegivelser, vi har fået, for vi er stolte af forestillingen og af de mange artister, som gør det helt fantastisk. Det er stort at opleve, når alle, både børn, voksne og ældre, kan samles om vores forestilling og have en fælles oplevelse, de kan tale sammen om længe efter. I vores magiske cirkusunivers bliver drømme virkelig til virkelighed, siger cirkusdirektør Benny Berdino.

Kommentarer