Næstved By

Christian er verdensmester i brasiliansk jiu-jitsu

Privatfoto

Næstved: For to uger siden blev 8-årige Christian Røhmer fra Næstved verdensmester i brasiliansk jiu-jitsu i klassen gi for børn under 10 år.

Lørdag den 20. august blev 8-årige Christian Røhmer fra Næstved verdensmester i brasiliansk jiu-jitsu i klassen GI, hvor der kæmpes i traditionel kampdragt. Det er en blanding af brydning og kampsport, skriver TV Øst.

– Han tabte første kamp, så der var vi sikre på, det var slut. Men så vandt han den næste og skulle så møde ham, han havde tabt til, igen for at afgøre det hele. Der lykkes det ham at låse sin modstander fast, så han ikke kunne bevæge sig, og det vandt han på, fortæller Sabina Røhmer til TV ØST.

Har trænet intenst

Sejren ved Kids’ World Championship i brasiliansk jiu-jitsu i Los Angeles var velfortjent, da han droppede sin sommerferie og trænede mindst fire gange om ugen for at blive klar.

– Det føles godt. Jeg vidste ikke helt i starten, at jeg havde vundet det hele. For jeg tabte først, og så troede jeg allerede, jeg var ude, men så gik det op for mig, at jeg havde vundet til sidst. Så blev jeg bare bare så glad, så glad, sagde Christian i Go’Aften.

Christian Røhmer har dyrket brasiliansk jiu-jitsu i cirka fem år i Sydsjællands Kampsportscenter, og har de seneste år rejst rundt til stævner i Europa sammen med familien for at få kamptræning.

Ved verdensmesterskaberne i Los Angeles måtte Christian Røhmer gå en vægtklasse op, da der ikke var andre end ham tilmeldt i hans normale vægtklasse, så derfor måtte han bruge sin hurtighed og tekniske snilde.

Udover at vinde gi-klassen, blev Christian Røhmer også nummer tre i nogi-klassen. Til november skal hele familien afsted igen, når der afholdes europamesterskab i London.

Brasiliansk jiu-jitsu er en kampsport, hvor det gælder om at holde modstanderen fast i et solidt tag, indtil han giver op.

Kommentarer