Center for Neurorehabilitering på Næstved Sygehus hjælper Jannie hjem
En snurren og smerte i venstre arm fik 58-årige Jannie Lang til at ringe 112. Hun er selv tidligere Social- og sundhedshjælper, så hun vidste godt, at den var gal. Nu er hun indlagt på Center for Neurorehabilitering (CNN) efter to hjerneblødninger, der har efterladt hende lammet i venstre side af kroppen.
Jannies vej tilbage til hverdagen sker gennem et omfattende specialiseret genoptræningsforløb på CNN, hvor hun dagligt skal træne sin hjerne, muskulatur og motorik. CNN er nemlig specialister i at behandle voksne, der som Jannie, har følgeskader efter alvorlig hjerneskade.
– Vi er rigtig gode til at komme hele vejen rundt om vores patienter ved at inddrage neurorehabiliterende relevante faggrupper efter behov. Og vi sikrer selvfølgelig et kompetent og holdbart genoptræningsforløb, men vi sørger også for at vores samarbejdspartnere i f.eks. kommunen får den bedste overlevering fra os. Det er dem, der skal tage imod vores patienter, når de er færdige hos os, og det er vigtigt, de helt præcist ved hvilke behov den pågældende patient har, siger Benedikte Wanscher, ledende overlæge på Center for Neurorehabilitering.
På CNN er de meget bevidste om, hvad der skal til for, at patienterne kan føle sig så godt tilpas som muligt trods deres svære situation. Afdelingen vil hjælpe dem til at fokusere på deres genoptræning efter en hjerneskade, og det gør man blandt andet ved at få patienterne til at føle sig hjemme i omgivelserne. Derfor opfordrer de f.eks. patienterne til at medbringe personlige ejendele til deres ophold på afdelingen.
– Man skal føle sig hjemme hos os. Når patienterne først kommer til vores afdeling, har de allerede haft et langt hospitalsforløb, og så er de rigtig trætte af at være indlagt. Derfor har vi også et stort fokus på, at vores patienter bliver mødt af venlige og imødekommende medarbejdere, fortæller souschef på Center for Neurorehabilitering, Daniella Larsen.
Jannie føler sig hjemme
Når Jannie triller op af gangen i sin kørestol, bliver hun ofte mødt af en hilsen og et kram eller et klap på skulderen. Det personlige betyder meget for Jannie, der ad to omgange har været indlagt på afdelingen. Det gør, at hun føler sig tryg, og at hun ikke føler ensomheden sniger sig ind på hende, som den nogle gange kan gøre, når sygdom overtager hverdagen.
– Man føler næsten, at man kommer hjem, når man kommer herned. Personalet giver sig god tid til at snakke med mig om stort og småt, og det betyder meget, at man fornemmer, de ser en som et ganske almindeligt menneske. Også er de altså rigtig dygtige til det med træning, siger Jannie Lang.
CNN har et særligt fokus på at skræddersy deres patientforløb til den enkelte patient. Derfor har Jannie også fået et individuelt tilrettelagt træningsprogram, som skal hjælpe hende til at genvinde førligheden i sin venstre side. Efter bad og morgenmad begynder en omfattende træning, der involverer ergo- og fysioteraputer, sygeplejersker og neuropsykologer – og som stort set strækker sig over resten af døgnet.
Om Jannies store drøm om at genvinde førligheden i sin venstre side lykkes er ikke til at vide endnu, men hun er sikker på, at hun nok skal komme godt hjem i sin lejlighed, når hun en dag forlader CNN.
– Jeg glæder mig til at komme hjem, men jeg har ikke travlt. Jeg ved godt, at jeg skal kunne klare mig selv en del mere, end jeg kan lige nu, slutter Jannie.
Kommentarer