Næstved By

Carsten Rasmussen protesterer mod planer om lukning af arresthuse

– Det hjælper ikke noget at sige, at man flytter en masse arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen – og bagefter begynde at flytte dem tilbage igen i små bidder.

Det siger Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen (S) i en reaktion til, at et ukendt antal arresthuse står foran en lukning på grund af en ny politisk aftale. Det går ifølge en række borgmestre stik imod regeringens ambition om at placere statslige arbejdspladser i provinsen.

Det skriver Jyllands-Posten.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har udtalt, at det er “uundgåeligt”, at der vil blive lukket arresthuse. Begrundelsen er, at en del celler står tomme, og at nogle bygninger ikke er sikre nok for personalet.

Det er endnu uvist, hvilke arresthuse eller fængsler, der vil blive lukket. Kriminalforsorgen skal udarbejde en analyse til partierne, som derefter kommer til at sætte navn på, hvad der præcist skal ske, siger Pape.

Han fremhæver som svar på kritikken fra borgmestrene, at regeringen er på vej med en ny runde udflytning af statslige arbejdspladser.

– Borgmestrene må anerkende, at regeringen har flyttet flere tusinde arbejdspladser ud – og det vil vi fortsætte med, siger han til Jyllands-Posten

Kommentarer