Carsten Rasmussen: Må være muligt at finde en bedre placering
Borgmester Carsten Rasmussen (S) mener, at det må være muligt at finde en bedre placering af den store kompressorstation ved Everdrup, der af Energinet er planlagt i forbindelse med den mulige gasledning, som tænkes ført gennem Næstved Kommune.
– Jeg er ked af den melding, for vi synes jo faktisk, at vi godt i samarbejde med Energinet kunne finde et par muligheder, hvor det generede færre grundejere, hvor de ikke blev lige så synlige i landskabet, som den placering, de har set sig varm på, siger Carsten Rasmussen til TV ØST.
– Vi har sagt i høringssvaret, at vi synes faktisk stadig placeringen af selve kompressorstationen er rigtig dårlig, og at vi gerne vil indgå i en dialog for at finde en bedre mulighed for den, fortsætter borgmesteren.
– Generelt synes vi jo, det er rigtig irriterende, at vi skal have denne her gasledning, for den generer rigtig mange grundejere, som bliver begrænsede på deres grunde, men hvis vi ikke kan forhindre den i at komme igennem Næstved Kommune, så vil vi i hvert fald gerne indgå i en dialog med Energinet for at finde en placering, hvor man generer så få grundejere som muligt understreger han over for TV ØST.
Vi har lavet et høringssvar til Energinet, og vi vil selvfølgelig også prøve at påvirke Energinet til, at hvis ledningen skal komme igennem forskellige landmænds grundstykker, så skal den i hvert fald såvidt muligt genere færrest mulige, og det vil sige, vi skal sikre os, at den ikke kommer til at ligge tæt på bygninger, sådan så hvis en landmand står om fem år og gerne vil udvide sine bygninger, enten en svinestald eller noget andet, så skal han betale for at denne her gasledning skal flyttes. Men sådan at der, hvor gasledningen skal ligge, der generer den færrest mulige, og der er ingen der får begrænsninger på deres ejendomme de første 50 år.
Kommentarer