Debat og politik

Byråd baner vej for grøn arealomlægning i Næstved Kommune

Processen om Grøn Trepart skal blandt andet sikre bedre vilkår for vandmiljøet. Vådområdeprojekter omkring Fladsåen og Susåen vil for eksempel kunne reducere næringsstofbelastningen i Dybsø Fjord, som er fotograferet her. Foto: Næstved Kommune.

Et enigt Byråd i Næstved Kommune har netop principvedtaget de omlægningsplaner, som parterne i de lokale treparter har foreslået. Kommunens dialog med cirka 700 berørte lodsejere er allerede i gang. Nu kan det konkrete arbejde med at omlægge landbrugsarealer til mere natur fortsætte.

Byrådet gav tirsdag 11. november grønt lys til at arbejde videre med de projektforslag i Næstved Kommune, som er en del af arbejdet med den grønne trepart.

Næstved Kommune er med i de lokale treparter for henholdsvis Smålandsfarvandet og Østersøen. Tilsammen er 70 mulige projekter foreslået inden for Næstved Kommunes grænser.

Formand for lokal Trepart Smålandsfarvandet og byrådsmedlem i Næstved Kommune Cathrine Riegels Gudbergsen (V) glæder sig over, at byrådet bakker op om det forslag, som kommuner, landbrug, naturorganisationer og Naturstyrelsen i enighed har præsenteret.

– Et samlet Byråd har nu ”blåstemplet” arbejdet i de lokale treparter, og det er vigtigt for den dialog, Næstved Kommune allerede har med rigtig mange lodsejere. Vedtagelsen af omlægningsplanerne betyder, at vi nu kan fortsætte processen om at realisere projekterne i samarbejde med dem, der ejer jorden. Vi skal i gang med forundersøgelser, og det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok. Både fordi vi fagligt set skal afdække nærmere, om de forskellige arealer er teknisk egnede, og fordi det er helt frivilligt, om lokale lodsejere vil være med. Først efter de tekniske undersøgelser og den konkrete dialog ved vi, hvilke arealer vi reelt vil kunne omlægge til ny natur, fortæller Cathrine Riegels Gudbergsen.

Formand for lokal Trepart Smålandsfarvandet og byrådsmedlem i Næstved Kommune, Cathrine Riegels Gudbergsen (V). Foto: Næstved Kommune.

Gensidig respekt og dialog

Det er lokale repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og kommunerne, der i fællesskab er blevet enige om et katalog af projekter som tilsammen vil kunne understøtte de nationale mål om at fjerne kvælstof og mindske CO2-udledningen. Det skal sikre bedre vilkår for vandmiljø, natur, biodiversitet og drikkevand:

– Arbejdet i vores lokale treparter har været præget af gensidig respekt for hinanden og vores forskelligheder, en konstruktiv og meget åben dialog – og så en god portion humor. Vi har presset på for at sikre fremdrift, og det er dejligt, at vores lokalpolitikere også arbejder konstruktivt med, siger Cathrine Riegels Gudbergsen.

Vand- og Naturchef i Næstved Kommune, Niels Hav Hermansen. Foto: Næstved Kommune.

Stor interesse fra lodsejere

Projektlederne i Team Vand og Natur i Næstved Kommune har siden september afholdt 160 samtaler med lodsejere, hvis jord indgår som en del af et projektforslag om at omlægge landbrugsjord til natur.

Projektlederne får næsten dagligt henvendelser fra lodsejere, der har spørgsmål eller viser interesse for at være en del af indsatsen. Det skaber et solidt grundlag for den videre dialog. Samtidig har teamet lagt vægt på at forventningsafstemme om tidshorisonten. For selvom byrådets principvedtagelse nu er i hus, er det ikke muligt at igangsætte undersøgelser på alle 70 projekter på én gang.

– Vi står over for en omfattende, men ikke en ny opgave. Vi har i Næstved Kommune mange års erfaring med at omlægge arealer til ny natur. Lige nu er vi i gang med 10 vådområde- og lavbundsprojekter, hvor vores projektledere samarbejder med mange private lodsejere. Det er klart, at vi vil bygge videre på de kompetencer i indsatsen med den grønne trepart, siger Vand- og Naturchef i Næstved Kommune, Niels Hav Hermansen.

Lodsejerne er informeret om, at de vil høre fra Næstved Kommune igen senest ved udgangen af 2026.

I mellemtiden er team Vand og Natur klar til at gribe de spørgsmål, der måtte opstå. De kan kontaktes på lokaltrepart@naestved.dk eller telefon 55 88 61 22.

Omlægningsplanerne for de lokale treparter er dynamiske. Det betyder, at projektforslagene kan opdateres, og mulige projekter kan komme ind og ud af planen de næste år. Arbejdet i de lokale treparter fortsætter i 2026 med fokus på skovrejsning og mere sammenhængende natur.

Se tidslinjen for arbejdet i den lokale trepart her.

Find mere info på: naestved.dk/trepart

 

Kommentarer