Bygningsbrand i Krømlinge ved Næstved
Flere udrykningskøretøjer fyldte søndag aften det meste af den smalle Krømlingevej, som ligger lidt uden for Næstved. Ambulancer, lægebil og flere brandbiler var nemlig blevet alarmeret til en bygningsbrand, som var opstået i et maskinhus til Krømlingevej nr. 8.
Der foreligger kun en teoretisk mening om, hvad der har startet den voldsomme brand. En tændt varmeblæser, kan være årsag til, at noget brandbart materiale var blev antændt. Branden udviklede sig derfor hurtigt og lagde hele bygningen i ruiner.
Det var klokken 19,15, at der indløb en melding til Midt- og Sydsjællands Brand & Rednings vagtcentral i Næstved, om, at der var en større brand under opsejling i Krømlinge.
Derfor blev alt disponibelt mandskab og flere brandkøretøjer sendt til stedet. Da man ikke var sikker på, om der fandtes personer i bygningen, blev der også rekvireret en ambulance efterfulgt af en lægebil.
Bygningen med inventar og maskiner stod ikke til at redde, da hele maskinhuset hurtigt var overtændt, men det lykkedes brandfolkene at holde ilden væk fra en nærliggende bygning. Ingen personer kom noget til ved branden, som strakte sig over flere timer.
Foto: Preben Madsen
Kommentarer