Butikker kan muligvis snart afvise kontant betaling om natten
I dag skal butikker altid tage imod kontanter, hvis kunden ønsker det. Men, det ønsker et flertal i Folketinget at lave om på.
Et flertal i Folketinget og erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) vil lempe kravet og gøre det muligt for butikker at afvise kontant betaling mellem klokken 22.00 og klokken 06.00, skriver DR Nyheder.
– Det giver en tryghed og sikkerhed i forhold til røverier og brutale overfald, så man slipper for at blive ødelagt resten af sit liv, fordi der er nogen, der har stået med en pistol eller en kniv lige i hovedet på én, siger Brian Mikkelsen til DR Nyheder.
Dansk Folkeparti støtter op om forslaget, men understreger, at de ikke er parat til at fjerne kravet om kontant betaling helt af hensyn til de ældre generationer, som stadig primært benytter sig af kontanter.
I 1984 blev det indført, at erhvervsdrivende skulle tage imod kontant betaling. Det skete samtidig med, at dankortet blev indført. Siden dengang har det været diskuteret, hvorvidt kravet skal ophæves helt eller delvist.
Lovforslaget fremsættes i januar, og forventes endeligt vedtaget senere på året.
Kommentarer