BUPL kritiserer borgmesteren i fyringssagen
Pædagogernes fagforbund BUPL undrer sig over, at Næstveds borgmester offentligt kommenterede fyringssagen mod en pædagog, mens forhandlingerne stadig var i gang.
Det skriver Sjællandske.
Ifølge formand for BUPL Sydøst, Betina Vincent Andersen, skal der gå 21 dage fra fyringssagen indledes, til fredningsperioden er ophørt. Så længe en fyringssag er i høring, udtaler ingen af parterne sig offentligt. Men det gjorde den socialdemokratiske borgmester Carsten Rasmussen. I Sjællandske bakkede han skoleledelsen op i en omstridt sag om fyringen af en pædagog, længe inden fredningsperioden var ophørt.
– Så vidt, jeg er orienteret, må den politiske ledelse i kommunen ikke blande sig i personalesager på den måde, det er sket her. Det efterlader en bekymring om, hvor vidt det her handler om at lukke munden på medarbejdere, der giver deres mening til kende på en kritisk måde. Jeg forventer, at borgmesteren står frem og forklarer, hvad der er sket, siger Betina Vincent Andersen til avisen.
Sagen handler om pædagog Martin Christensen, der i sin egenskab af byrådskandidat på et vælgermøde udtalte sig i hårde vendinger om sin arbejdsgiver, ledelsen på en skole i Næstved. Martin Christensen beskrev nogle forældres opfattelse af ledelsen med ordene: »En alkoholiseret dysfunktionel skilsmissefamilie«.
Dagen efter kommunalvalget blev pædagogen indkaldt til tjenstlig samtale og hans arbejdsgiver indledte en fyringssag.
Tirsdag blev fyringen vekslet til et forlig med indbygget frivillig fratrædelse.
– Det er desværre ikke ukendt, at mange offentligt ansatte oplever, at ytringsfriheden i kommunerne har trange kår. Det sætter sager, som den her, desværre en tyk streg under. Vi håber, at byrådet tager det her op og sender et klart signal til medarbejderne i kommunen om, at kritik er velkommen, og at man ikke vil se flere af den type sager, siger Betina Vincent Andersen.
Borgmesteren afviser, at han har blandet sig i fyringssagen. Han siger til Sjællandske, at han udelukkende har forholdt sig til Martin Christensens grove formulering.
Kommentarer