Bühlmann Hotels skal drive det nye byhotel i Rådmandshaven
Visualisering af det kommende hotel og en del af etageboligerne i Rådmandshaven. Illustration: Næstved Kommune.
Udviklingsselskabet bag Rådmandshaven-projektet kan i dag offentliggøre, at den danske familieejede hotelkæde Bühlmann Hotels bliver operatør af det kommende hotel, der bliver en central del af Næstveds mest ambitiøse byudviklingsprojekt i nyere tid.
Næstved byråd har endnu ikke godkendt det kommuneplantillæg og forslag til en lokalplan, der endelig skal bane vejen for Rådmandshaven, alligevel er det nu besluttet, hvem der skal drive det nye hotel, som er en del af projektet.
Det bliver den danske familieejede hotelkæde Bühlmann Hotels, der bliver operatør af det kommende hotel, der bliver en central del af Næstveds mest ambitiøse byudviklingsprojekt i nyere tid. Det oplyser Udviklingsselskabet Rådmandshaven i en pressemeddelelse.
Et hotel tænkt som byens mødested
Hotellet opføres som en del af udviklingen af Rådmandshaven, hvor et tidligere parkeringsareal forvandles til et levende bykvarter med bypark, boliger og hotel. Hotellet får 118 værelser, moderne møde- og konferencefaciliteter, fitness, spa, cafe, restaurant og en offentlig tilgængelig rooftop samt en unik beliggenhed tæt på både bymidten, Herlufsholmskoven og Susåen.
Valget af Bühlmann Hotels som operatør bygger på kædens erfaring med at udvikle og drive hoteller, der indgår aktivt i de byer, de opererer i. Bühlmann har gennem flere år arbejdet med den tilgang, at hoteller skal tænkes som åbne byfunktioner – ikke som isolerede destinationer, hedder det i pressemeddelelsen.
– Når vi går ind i en by, er det vigtigt for os, at hotellet bliver en del af byens liv – ikke bare et sted, man sover. I Næstved ser vi en mulighed for at skabe et åbent og inkluderende byhotel, hvor restaurant, rooftop, møder og events bidrager til et levende bykvarter. Vores erfaring viser, at når hoteller udvikles i tæt samspil med byen, kan de være med til at øge byens samlede tiltrækningskraft. Det er den rolle, vi ønsker at spille i Næstved, siger Anemette Bühlmann, indehaver af og bestyrelsesformand for Bühlmann Hotels.
Bæredygtigt projekt
Med Bühlmann som operatør bliver hotellet drevet efter en standard, der opfylder kravene til en 4-stjernet klassificering og sikrer et højt niveau af service og komfort. En vigtig del af projektets vision er bæredygtighed. Hotelbyggeriet forventes derfor certificeret efter DGNB Guld-standarden, hvilket sikrer høje krav til miljø, energi, materialevalg og social bæredygtighed. Bühlmann Hotels driver i forvejen alle sine hoteller med Green Key-certificering, som dokumenterer en bæredygtig og miljøvenlig drift, og kædens restauranter har Det Økologiske Spisemærke i bronze, som garanterer mindst 30 til 60 procent økologiske råvarer i køkkenet. Det oplyser Nicolai Hartmann, CEO for Udviklingsselskabet Rådmandshaven.
– Vi er meget glade for at kunne offentliggøre samarbejdet med Bühlmann Hotels som operatør af hotellet i Rådmandshaven. Bühlmann har stor erfaring med at drive hoteller i høj kvalitet og en stærk forståelse for gæsteoplevelser, bæredygtighed og lokal forankring. Det gør dem til en ideel partner i realiseringen af projektets vision om at skabe et nyt samlingspunkt for både borgere, erhvervsliv og besøgende, siger han.
Bred portefølje
I øjeblikket driver Bühlmann Hotels’ otte hoteller . Det drejer sig om Aalborg Airport Hotel, Scheelsminde Herregårdshotel og Pier 5 Hotel i Aalborg, Villa Provence og Hotel Royal i Aarhus, Peak 12 Hotel i Viborg, Billund Airport Hotel samt Herman K i København. Desuden skal koncernen fra næste år drive det 179 værelser store og syv etager høje The Station, der er i færd med at blive opført i en ny bydel i Odense ved navn Banebyen.
Året efter står Næstved for tur, hvor hotellet i Rådmandshaven forventes at stå klar til åbning senest juli 2028, hvilket vil være samtidig med etableringen af den nye bypark og de øvrige dele af projektet. Samlet investeres der over 650 millioner kroner i udviklingen af området, som ifølge projektmagerne skal være med til at styrke Næstveds identitet, tiltrækningskraft og økonomi i mange år frem.
Store protester undervejs
Ikke alle deler den vision, og projektet i Rådmandshaven har mødt stor modstand undervejs. Kritikerne frygter nemlig, at byens grønne åndehul forsvinder, hvis projektet bliver til virkelighed, og modstanden har udløst underskriftindsamlinger, demonstrationer, ligesom det var også et stort tema under kommunalvalget sidste år.
De mange høringssvar har givet anledning til mindre ændringer i lokalplanen, der skal bane vejen for projektet, der endeligt skal vedtages på byrådsmødet tirsdag 27. januar.









Kommentarer