Næstved By

Budgetforlig med fokus på kerneopgave og velfærd eller ..?

Skrevet af: Klub Næstved

I disse dage kan der læses om glade politikere, der har indgået budgetforlig.

Betyder det så, at vi udviklingshæmmede, der er afhængig af hjælp, også bliver glade?

Det kan vi ikke helt tro på, – og det gør politikerne vist heller ikke selv.

I budgetforliget står der, citat: ”Handicapområdet tilføres 7 mill. årligt fra 2018 for DELVIST at imødegå de økonomiske udfordringer”. Nøgleordet er DELVIST. Altså ved politikerne godt, at de har underbudgetteret igen.

De fortsætter da også med citat: ”Derudover forventes det, at effektivisering og reduktioner, det vil i almindeligt sprog sige BESPARELSER, kan bringe området i balance”.

Nu vil vi prøve med lidt tal, velvidende at de måske ikke er helt korrekte ned i detaljer, men i det store hele passer de vist nogenlunde.

På Omsorgsudvalgsmødet d. 13-6-2017. var der på Handicapområdet et budgetproblem fra 21,8. mill. til 26,8. mill. Der blev fundet besparelser for 12,0. mill. Resterende underskud som skulle findes i budgetforhandlingerne er så mellem 9,8. mill. og 14,8. mill. Nu har budgetforhandlingerne tilført Handicapområdet 7,0.mill. så et politiker regnskab ser tilsyneladende sådan ud: Underskud fra 9,8 – 14,8 mill. minus tilførte penge budget 2018, på 7,0. mill. = 0,0 mill. Nej, det giver et minus på 7,8. mill.! Dette regnestykke skal så give plads til mere velfærd for os udviklingshæmmede ifølge partierne bag budget 2018??

Må vi til sammenligning gøre opmærksom på, at Ny Holmegaard fik 20 mill. Det er et meget bedre tal. Nå, misundelse er hver mands eje, men kan ikke bruges til noget.

I stedet vil vi fortsat arbejde på, at få politikerne til at diskutere om vi bruger de penge, vi har til rådighed, rigtigt? Og de holdninger, vi mennesker med et handicap mødes med i det kommunale system. Der vil være rig mulighed for at gå tæt på politikerne og deres holdninger, når Klub Næstved, den 5. oktober kl. 18.30 holder Vælgermøde med temaet
udviklingshæmmedes vilkår. ALLE politiske partier er repræsenteret i panelet, og alle som har interesse i handicapområdet og udviklingshæmmes vilkår er velkomne. Vi håber selvfølgelig på et stort fremmøde.

I Klub Næstved insisterer vi dog på at bevare vores humor og optimisme.

På gensyn til vælgermøde d. 5. oktober i Klub Næstved. Valnæsvej 12.

Dette er et læserbrev indsendt af Klub Næstved.. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer