Næstved By

Sammen om fremtiden

Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti har netop givet hinanden hånden på, hvordan kommunens budget på godt 6,5 milliarder kroner skal fordeles næste år. Dette års budget har særlig fokus på velfærd med omtanke ved at afsætte midler til realistiske budgetter på de sårbare områder. Forligspartierne har også prioriteret børnenes fremtid ved at løfte serviceniveauet for de små børn og afsætte anlægsmidler til skolerne. Det betyder bl.a. flere penge til sårbare børn og unge, daginstitutionsområdet og handicapområdet. Samtidig er partierne enige om at nedsætte dækningsafgiften yderligere og at afsætte budget til at støtte op om motorvejen mellem Næstved og Rønnede.

Velfærd med omtanke

– Det er første gang i flere årtier, at der er indgået et budgetforlig, hvor alle byrådspartier er med. Jeg håber, at vi hermed har startet en ny og god tradition, som vi kan fastholde i hele byrådsperioden. Vi har fundet plads til både at tilføre penge til de sårbare områder og børneområdet, samtidig har vi et fornuftigt anlægsbudget i de kommende år, lyder det fra Carsten Rasmussen, borgmester i Næstved Kommune.

Næstved Kommune har de seneste år haft et merforbrug på de sociale områder. Forligspartierne er enige om, at der skal være realistiske budgetter på de sårbare områder, og derfor er der afsat betydelige beløb til Børn og Unge-, Handicap og Psykiatri- samt Sundhedsområdet. Underskuddet på de sociale områder bliver også nulstillet, således at områderne nu har en reel mulighed for at overholde budgettet i 2019.

– Vi er meget glade for, at der er kommet flere penge til kernevelfærd, og at der samtidig blev plads til at afsætte yderligere 200.000 kr. til veteraner og 300.000 kr. til fritidstilbud til borgere på handicap- og psykiatriområdet, siger Dansk Folkeparti ved Ghita Nelander og Niels Kelberg.

Arbejdsmarkedsområdet nærmer sig landsgennemsnittet
Selv om budgettet fortsat ligger over landsgennemsnittet på arbejdsmarkedsområdet, så går det den rigtige vej. Det skyldes lavere udgifter på integrationsområdet og lavere aktiveringsudgifter.
Det er rigtig flot, at vi tre år i træk har kunnet nærme os landsgennemsnittet. Det er et resultat af et stort og flot arbejde på hele området med stort fokus på at bruge pengene på den mest hensigtsmæssige måde. Når Arbejdsmarkedsområdet kommer tættere på landsgennemsnittet, bliver kommunens økonomi forbedret, og det er med til at give et øget råderum til at anvende til borgernær service.

Fremtiden begynder hos børnene
Forligspartierne vil sikre det nuværende serviceniveau på skoleområdet, både i dette og næste skoleår. Derfor bliver der tilført 3,9 mio. kr. i 2019 og 9,4 mio. kr. i 2020.

Derudover får daginstitutionsområdet tilført 4,05 mio. kr., da forligspartierne har et stort ønske om, at normeringen i daginstitutionerne bliver øget. Det svarer til ca. 12 stillinger. Der bliver desuden afsat 20 mio. kr. fra anlægsbudgettet i 2019 og 10 mio. kr. i 2020 til en udbygning af Lille Næstved Skole, afd. Karrebækvej

– Vi har stort fokus på fremtidens voksne, og fremtiden begynder hos børnene. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi har afsat flere penge til børnene – både på drift og anlæg, lyder det fra Lars Hoppe Søe, Radikale Venstre.

Flere og flere børn og unge mennesker har behov for hjælp til at klare psykiske vanskeligheder, derfor bliver der i budgetforliget afsat 1 mio. kr. til en tidligere indsats. Det indebærer bl.a., at Næstved Kommune deltager i projektet Mind My Mind sammen med Trygfonden og Psykiatrifonden.

– Det er en rigtig god nyhed, at vi nu kan igangsætte hurtigere behandling til børn og unge, der lider af angst, depression eller andre psykiske vanskeligheder. På den måde kan vi støtte op om det gode børne- og ungdomsliv, siger Freja Lynæs Larsen, Enhedslisten.

Mere liv i bymidten
Der skal mere liv i bymidten. Derfor afsætter forligspartierne op mod 25 mio. kr. fra anlægsbudgettet over de næste 10 år til at styrke og udvikle bymidten, ligesom der bliver afsat beløb i anlægsbudgettet til investeringer i byområder uden for Næstved by, således at vi fremmer hele Næstved Kommune

152 mio. kr. til ny svømmefacilitet
Den største investering på budgettet i 2020-22 er en ny svømmefacilitet til Næstved, hvor der er afsat 152 mio. kr. i 2020-22 i anlægsbudget. Det besluttes senere, hvad der konkret skal opføres, og hvor det skal opføres.

I alt har forligspartierne prioriteret anlægsprojekter for mere end 1,5 mia. kr. brutto over de næste 10 år.

Øget fokus på erhvervslivet
Forligspartierne vil gerne give det lokale erhvervsliv endnu bedre vilkår ved at nedsætte dækningsafgiften af erhvervsejendomme yderligere med 0,5 promille i 2019, sådan at den er nede på 1,75 promille.

– Vi håber, at det vil motivere erhvervslivet til øge antallet af praktikpladser. Og når vi nu også støtter økonomisk op om arbejdet med at få en motorvej til Næstved, håber vi, at erhvervslivet samlet set får nogle bedre muligheder, udtaler Helge Adam Møller, Det Konservative Folkeparti.

Der afsættes 1,15 mio. kr. til at fastholde det eksisterende aktivitetsniveau i Næstved Erhverv, samtidig øges den regionale indsats i form af nye erhvervshuse.

– Vi finder det vigtigt og værdifuldt, at Næstved Erhverv og det nye regionale erhvervshus arbejder med forslag til en ny vækstplan, som skal vise vejen til, at Næstved Kommunes skatteindtægter kan følge landsgennemsnittet i fremtiden, udtaler Kristian Skov-Andersen, Venstre.

Kommentarer