Næstved By

BTK Holme Olstrup bliver Næstved Bordtennis

Den lokale Holme Olstrup bordtennisklub skifter navn til Næstved Bordtennis og samler bredde og elitebordtennis

Bordtennisklubben i Holme Olstrup samler kræfterne for bredden og eliten, når klubben fra den nye sæson skifter navn til Næstved Bordtennis. Klubben bestod før af to afdelinger hhv. BTK Holme Olstrup henvendt til bredden af børn og unge spillere, motionister og pensionister og en såkaldt overbygning for eliten kaldet Næstved Bordtennis. Nu samles bredden og eliten under det fælles navn Næstved Bordtennis.

Fokus og målrettet indsatser skaber resultater

Bordtennisklubben har formået at skabe gode resultater både på breddesiden med tilgang af flere medlemmer og spændende projekter målrettet børn og unge i Næstved Kommune, samt medaljer i bordtennissportens bedste række Stigadivisionen. Sidste års bronzemedaljer blev i år til sølvmedaljer efter finalespil mod Roskilde. Ambitionerne er tårnhøje for den nye sæson, hvor der sigtes efter at stå øverst på podiet i 2019.

Tilbud om bordtennis til alle skoler og ungdomsklubber i Næstved Kommune

Med baggrund i projektet ‘Bordtennis for flere børn og unge’ tilbydes alle skoler og ungdomsklubber i Næstved Kommune, at låne alt hvad der skal til for at spille bordtennis. Et bordtennisbord inkl. net, bordtennisbat og bolde kan lånes i én måned kvit og frit, så flere børn og unge kan prøve kræfter med bordtennis; et spil som er sjovt, giver motion og styrker fællesskabet.

Klubben er del af Næstved Kommunes Aktive Feriedage, hvor knap 20 børn introduceres til verdens hurtigste boldspil; bordtennis. Børnene får fem intense dage med bordtennis i uge 32.

– Vi er glade for at deltage i Næstved Kommunes Aktive Feriedage og glæder os til at tage imod de forventningsfulde børn og introducere dem for bordtennissporten, siger Søren Lund der underviser børnene i det sjove spil.

Ugen med bordtennis blev hurtigt overtegnet og skulle man være så uheldig ikke at være kommet med, så kontakt klubben og få en gratis prøvetime.

Om klubben

Bordtennisklubben startede i 1982 med spil på Lundebakkeskolen i Holme Olstrup. Klubben var dengang en motionsklub med hyggen og kammeratskabet i fokus. Klubben talte 45 medlemmer. Siden har klubben udviklet sig og særligt inden for de seneste år, er det gået stærkt. Medlemstallet er fordoblet og klubbens hold har spillet sig op gennem rækkerne, fra serie spil til den øverste række Stigadivisionen. Klubben er for alle uanset niveau og hyggen og det kammeratlige fællesskab er fortsat en del af klubbens værdier.

Klubben spiller i dag i en specialbygget hal kun til bordtennis. Her står otte borde permanent på professionelt rødt bordtennisgulv og i det rette lys. Der er højt til loftet og mulighed for specialtræning med en bordtennisrobot mm. Alt sammen er det ideelle forhold til at spille verdens hurtigste spil.

Bordtennisklubben blev i 2014 kåret som Årets Idrætsklub i Næstved Kommune.

Besøg klubben er her.

Kommentarer