Brutal lukning af lokal købmand i Blangslev
Skrevet af: Jens Peder Tornvig
Torsdag i sidste uge troppede repræsentanter for Dagrofa (der står bag Meny, Spar og Let-Køb) op hos Spar købmanden i Blangslev og meddelte, at butikken ville blive lukket i løbet af en uge.
Uden tilbud til eller handlingsplan for at hjælpe de berørte medarbejdere. Uden forståelse for, at den midlertidige lukning af jernbanebroen i Lov og omfattende anlægsarbejder i Blangslev i en periode har påvirket forretningens muligheder for at skabe tilfredsstillende resultater. Og frem for alt uden at give den lokale købmand en chance for eventuelt at reorganisere sin butik – måske med kunderne som medaktører.
Tværtimod skal det åbenbart gå så stærkt, at færrest mulige får nys om sagen, før det er for sent for os kunder at komme til undsætning og støtte – ud over med medlidende tilkendegivelser.
Andre kæder håndterer den slags sager med mere rettidig omhu. Fx fik brugsen i Karrebæk et halvt års tid til at engagere den lokale offentlighed i en redningsaktion. Det lykkedes så desværre ikke at komme i mål, og det er så det.
Men Dagrofas brutale lukning af Spar i Blangslev, som de facto fjerner den sidste rest af forretningsmæssigt liv i et lokalsamfund som Blangslev, kan da kun mane til eftertanke.
Personligt vil jeg i hvert fald fremover prioritere, i hvilke kæder jeg lægger mine indkøbskroner, når det gælder dagligvarer.
Jens Peder Tornvig
Journalist
Tappernøje
Dette er et læserbrev indsendt af Jens Peder Tornvig. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer