Bronze til Marcus på Mona Lisa i Sct. Jørgens Park
En stolt chef på Mona Lisa sender sin nyuddannede kok ud i den store verden 1. januar 2019. Marcus Brix Rasmussen fik nemlig bronze til sin eksamen på Hotel og Restaurantskolen i Valby.
Af Birgitte Grejsen Møs.
Man aner en lille bæven i stemmen, men også en vis stolthed hos Annette Østergaard, når hun skal beskrive Marcus og den udvikling Marcus har været igennem i de 5 år, han har været ansat på Restaurant Mona Lisa.
Marcus Brix Rasmussen bestod nemlig sin eksamen den 22. juni med en bronze medalje i sit eksamensbevis.
– Marcus startede som opvaskerdreng efter skoletid. Ja, det er 5 år siden nu, starter Annette med at fortælle.
– Allerede dengang var han en glad og positiv dreng med en stor portion nysgerrighed. Så han fik ret hurtigt lov til at være med til at snitte grønsager og deltage i de lette ting, som man nu kan som kun 15 årig i et professionelt køkken. Den energi og lyst til faget gjorde, at jeg ansatte ham som kokkeelev den 1. september 2016, og nu har han hentet en bronzemedalje hjem. Det gør mig stolt og utrolig glad. Vi er jo ikke en kendt gourmetrestaurant, som måske lettere kan høste medaljer, men hans flid og nysgerrighed på branchen har absolut skinnet igennem her på bedømmelsen på hans eksamensbevis.
– Som dreng spiste jeg meget hos min moster og her var der den regel med at havde man lavet mad, skulle man ikke vaske op. Så jeg har altid godt kunne li`at lave mad, fortæller en glad Marcus. Han forsætter.
– Der er ingen tvivl om at stedet Mona Lisa har været med til at udvikle mig, i de 5 år der nu er gået.
– Jeg har på intet tidspunkt fået et nej, når jeg har ville eksperimentere med at lave nye retter. Men der er godt nok også røget med mad i skraldespanden igennem tidernes morgen. Det faktum at jeg altid har fået lov, at intet spørgsmål var for dumt eller for avanceret, har gjort at jeg har fået en grundig indsigt i kokkefaget. Naturligvis har perioden på Hotel og Restaurantskolen givet mig grundig kendskab til hvad der fungere og ikke, men det var mere teoribogen, der blev terpet her. Ellers blev vi kastet ud i de forskellige opgaver, og skulle selv løse dem. Først herefter fik vi lærens bedømmelse. Der var rigtig meget forskel på hvordan de forskellige medelever greb opgaverne an. Nogle havde måske job ved siden af, og var ikke helt oplagte til at gå i skole. Her mener jeg, at naturligvis skal man være loyal overfor sin arbejdsgiver, men for mange vagter sideløbende med at gå på kokkeskole hævner sig.
På Mona Lisa har jeg fået frie vinger, med at kunne udfolde mig, at få ansvar og medbestemmelse. Det er jeg utrolig taknemlig for, og jeg er helt klart parat til at skulle ud i den store verden og opleve andre madkulturer.
Artikel forsætter under foto.
Marcus har planer for fremtiden, men han bliver på Mona Lisa frem til den 1. januar 2019.
Herefter drager han ud i den store verden, for først at opleve Europas storbyer, såsom Paris og Rom, med en lille afstikker til Sardinien. Efterfølgende drager han 3 mdr. til bl.a. Australien og New Zealand, for at udforske madkulturen i de mange lande han har med i sine rejseplaner. Når han kommer hjem til Danmark igen, vil han gerne til København og prøve kræfter i branchen.
– De mennesker der får fat i Marcus skal være lykkelige. De får en rigtig god ung mand, som altid er glad og som helt igennem er et dejligt menneske. Mit køkken vil altid stå åben for Marcus, hvis han skulle komme forbi og for at trylle i vores køkken, afslutter Annette.
Tillykke til Marcus fra Næstved Netavis.
Kommentarer