Bredt samarbejde skal sikre bedre mobil- og bredbåndsdækning
Den danske digitale infrastruktur skal være blandt verdens bedste – derfor er Region Sjælland, de 17 kommuner, brancheforeningerne Teleindustrien og Dansk Energi – på tværs af det offentlige og det private – gået sammen om 12 forslag til regeringen til indholdet i et nyt dansk teleforlig.
Regeringens målsætninger om minimum, at alle skal have adgang til 100 Mbit/s i download og 30 Mbit/s i upload i 2020 skal fastholdes. Denne målsætning bør suppleres med en målsætning om anvendelsen af den digitale infrastruktur.
Det er ved anvendelsen af den digitale infrastruktur, at den reelle samfundsværdi skabes. Dertil skal EU’s vision om et Gigabit-samfund i 2025 indeholdes i det kommende teleforlig.
Gennem et samarbejde mellem telebranchen og kommuner og region er vi kommet langt, og vi vil nu levere byggestenene til et nyt teleforlig:
– Jeg håber at vi med vores fælles indspil til et kommende teleforlig har slået fast, at dette problem skal vi tage alvorligt, og at vi kan nå rigtig langt gennem et konstruktivt samarbejde mellem kommuner, region og stat og telebranchen. Hvis vi ikke handler vil Danmark bliver overhalet af andre lande og dermed mister vi både udvikling, arbejdspladser og virksomheder. Vi er et digitalt foregangsland og det skal vi blive ved med at være – det fælles indspil til et nyt teleforlig vil være med til at sikre dette siger Jens Stenbæk, Regionsrådsformand i Region Sjælland.
Samarbejde sænker barrierer og fremmer udbredelse
Kommunerne i Region Sjælland, Region Sjælland og de to brancheorganisationer Dansk Energi og Teleindustrien har sammen lavet fælles retningslinjer for, hvordan den digitale infrastruktur kan udbygges. Nu er vi klar til næste skridt, hvor vi kommer med en pakkeløsning til regeringen til moderniseringen af teleforliget.
– Det teleforlig vi har i dag er fra 1999. Der er sket rigtig meget siden alle havde en Nokia-telefon for 17 år siden. Efterspørgslen på høje bredbåndshastigheder stiger og vil fortsat stige kraftigt. Det gælder både til privat brug, men også i den grad for erhvervslivet, som bliver mere og mere afhængige af gode bredbåndsforbindelser, siger Niels Hörup, borgmester i Solrød og formand for Kommunekontaktrådet Sjælland
Fælles forslag til nyt teleforlig
Teleindustrien, Dansk Energi, Region Sjælland og Kommunekontaktrådet Sjælland har derfor sammen udarbejdet 12 konkrete initiativer, som kan danne grundlaget for den fremtidige danske telepolitik. De 12 initiativer er sendt til Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt.
– Den digitale infrastruktur er forudsætningen for vækst og udvikling i hele landet. Det bør derfor være den røde tråd i telepolitikken at stimulere investeringerne i udbygning af bredbånd og mobildækning. Uden dette fokus når vi ikke i mål. Det kræver en aktiv erhvervspolitik på området, forudsigelighed og stabilitet i rammerne og et målrettet fokus på at fjerne barrierer. Vi skal være ambitiøse og samarbejde om at nå resultater, siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien.
– Et nyt teleforlig skal fremme udbredelsen af en digital infrastruktur i verdensklasse – vel og mærke i hele landet. Derfor er det afgørende, at et nyt teleforlig sætter mål og giver retning for fremtiden, og skaber stabile og attraktive rammebetingelser, så det i endnu større grad fremmer de private investeringer. Her har vi i fællesskab samlet en række konkrete forslag som kan understøtte at Danmark bliver en digital vindernation, siger Thomas Woldiderich, branchechef for telepolitik i Dansk Energi.
Positiv minister
Energi-, Forsynings- og Klimaminister, Lars Christian Lilleholt har så sent som på Energistyrelsens Telekonference 21. nov. 2016 meldt ud, at han gerne vil se på teleforliget igen og gerne vil i dialog med alle parter.
– Det er derfor, at vi nu sammen med branchen kommer med vores 12 konkrete forslag til initiativer. Der skal tænkes i alternative løsninger. Det er nemlig ikke alle steder, at markedet kan sikre bedre bredbånd, fordi der ikke er økonomi i det. Der skal vi finde løsninger så alle borgere og virksomheder kan få dækning, og vi ser frem til, hvad ministeren vil være med til, siger Knud Erik Hansen, Næstformand for KKR Sjælland og borgmester i Faxe Kommune.
Kommentarer