Borgmesterens nytårstale
Ved årets nytårskur for Næstveds erhvervsliv holdt borgmester Carsten Rasmussen (S) følgende nytårstale:
Kære ærede erhvervsliv i Næstved
Velkommen til årets nytårskur!
I dag skal vi skåle for et nyt og fremgangsrigt år for Næstved.
Året, der gik, har været fyldt med spændende udvikling. Gode, langsigtede beslutninger er blevet taget, sager er faldet på plads, og fremtiden tegner lys.
2017 var endnu et godt år for Næstveds erhvervsliv.
Dagbladet Børsen udpegede intet mindre end 21 Gazellevirksomheder fra Næstved. Året før var tallet 17.
Vi har i 2017 oplevet en stigende tilgang af virksomheder, der valgte at flytte til Næstved. Vi har oplevet, at 2017 blev året, hvor Næstved har flere eksporterende virksomheder, end før finanskrisen.
Og vi har i 2. og 3. kvartal 2017 oplevet, at I – kære erhvervsliv – tilsammen har skabt 800 nye, private arbejdspladser i Næstved. Det er rigtig mange! Det er langt flere, end de har skabt i for eksempel Køge eller i Slagelse i samme periode. Og så har vi ikke engang fået tallene for 4. kvartal 2017 endnu.
2017 blev også året, hvor Udlændingestyrelsen besluttede sig for, hvordan deres nye domicil bliver. De har tænkt sig at bygge 9.900 m2 i tre forskudte bygninger på 3-5 etager med et stort borgerservicecenter, der skal håndtere cirka 50.000 årlige person-ekspeditioner.
Campusbyggeriet i Teatergade er godt i gang. VUC flytter ind til sommer, og Professionshøjskolen Absalon følger efter. I alt betyder det, at cirka 2.000 nye mennesker får deres daglige gang i Næstved Bymidte. Det giver endnu mere liv til butikkerne og handlen, der er præget af optimisme.
Næstved Bymidte er netop blevet kåret som Julens By, og det, at vi har en så attraktiv bymidte er noget af det, som vi ved, nye virksomheder kigger rigtig meget på, når de overvejer, hvor de skal flytte deres virksomhed hen.
Og det slutter jo ikke der.
De nye ejere af Næstved Storcenter har meddelt, at de vil udvide med endnu flere butikker, og ude ved Køgevej, øst for Megacentret, er der et nyt stort butikscenter på vej. Parkens Butikscenter har også fremlagt planer om en større modernisering. Hotel Kirstine er i gang med en udvidelse på 24 ekstra værelser, og der bygges og udbygges i det hele taget mange steder i Næstved kommune.
Salget af boliggrunde går forrygende. Det gælder både de kommunale grunde og de store nye private udstykninger. Næstved oplever en stor nettotilflytning i øjeblikket, og lige om lidt kan vi sige goddag til borger nr. 83.000 i kommunen. Vi har aldrig været flere.
Vi skal smede, mens jernet er varmt. Det er nu vinduet er åbent, og interessen for at investere i Næstved er stor. Det er godt for vores kommune, og det er noget, der er med til at sikre os for fremtiden. Og så er det også noget, der helt konkret betyder fyldte ordrebøger til vores mange bygge- og anlægsvirksomheder.
2017 blev også året, hvor vi åbnede den sydlige og sidste etape af de nye omfartsveje, så det er blevet nemmere og hurtigere at komme rundt i Næstved; også for erhvervslivet. At få etableret motorvejen mellem Næstved og Rønnede er noget, vi fortsat arbejder på, som I ved.
Særligt har det været imponerende at se, at I som virksomheder i år har rejst jer og dannet jeres egen aktionsgruppe, der med Næstved og Karrebæksminde Erhvervsforeninger i spidsen kæmper erhvervslivets del af kampen for den motorvej, som vi bare skal have til Næstved.
Hellere i dag end i morgen.
Faktisk går det så godt her i kommunen, at vi hører fra virksomhederne, at det kniber med at få besat ledige stillinger.
Næstved Erhverv har derfor netop lanceret en ny platform til alle Næstveds virksomheder, hvor man kan få hjælp til at finde de rigtige medarbejdere.
Platformen hedder ArbejdskraftAlliancen, og bag den står de lokale uddannelsesinstitutioner, rekrutterings- og vikarbureauer, a-kasser, Jobcentret og mange flere, som er gået sammen om at give et overblik over, hvad der findes af muligheder for arbejdskraft for Næstveds virksomheder.
Den viden og sparring, vi får fra jer i det lokale erhvervsliv, er i det hele taget utrolig vigtig, for at vi kan styrke vores arbejde med at blive en endnu mere erhvervsvenlig kommune.
Sidste år rykkede vi igen et stort antal pladser frem i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet, og Næstved ligger nu lunt på plads nr. 61.
Vi ligger altså i midten, så hvis I spørger mig, så er der stadig et arbejde, der skal gøres for at komme endnu længere op.
Men jeg er ikke i tvivl om, at med det velfungerende samarbejde og netværk blandt virksomhederne i Næstved og Næstved Kommune, så er vi allerede godt på vej til at tage næste spring opad.
Vi er blevet gode til at huske at bruge hinanden, og der er en vilje og en lyst til at stille op.
Det skal I blive ved med. Husk, de af jer der får lejlighed til at stemme i DI’s undersøgelse til april: Det er jeres helt gratis mulighed for at tale jeres lokalområde op.
Det er gratis reklame, og alle vinder ved, at vi ligger højt i den analyse. Det er selvfølgelig skidt for os som kommune, men det er jo direkte skadeligt for jer som virksomheder, fordi I har brug for kunder, investeringer og at kunne tiltrække de gode medarbejdere.
Det er en stor fordel, at vi har et så aktivt og positivt indstillet erhvervsliv i Næstved. For sammen er vi bare stærkere.
En enkelt nytårskur gør selvfølgelig ikke tricket alene. Men alle de bække små, hvor I kan møde op og være med til at gøre en forskel – dem skal I fortsætte med at gribe. Målet er, at Næstved får status som et af Danmarks allerbedste steder at drive virksomhed.
I har også været gode til at tage fat i mig eller Næstved Erhverv, hvis I har oplevet noget, som ikke fungerede tilfredsstillende. Det skal I have stor ros for – og det skal I blive ved med.
Ellers kan vi jo ikke arbejde med det – kontakt mig eller Rasmus Holst-Sørensen fra Næstved Erhverv, så undersøger vi sagen.
Og med disse ord byder jeg et stort velkommen til det nye år. Lad os sammen skåle og glæde os over alle de nye initiativer, der vil blive til virkelighed i 2018!
Skål!
Kommentarer