Borgerne bestemmer – foredrag om borgerbudgetter og borgerråd
Med denne overskrift indbyder foreningen ”Levende Demokrati Næstved” til foredrag på Hovedbiblioteket tirsdag den 18. februar. Her vil to repræsentanter fra borgmestersekretariatet, Odense Kommune, vil fortælle om deres erfaringer med borgerråd og borgerbudgetter.
Odense kommune etablerede som den første danske kommune et midlertidigt borgerråd i 2019. Det har diskuteret de velfærdsudfordringer, som kommunen står overfor. Borgerrådet består af tilfældigt valgte, men repræsentative borgere. Rådets ideer og konkrete forslag blev efterfølgende behandlet i byrådet.
Det kan man høre om, når foreningen ”Levende Demokrati Næstved” inviterer til foredrag på Hovedbiblioteket, hvor deltagerne bliver præsenteret for Odense Kommunes mangeårige arbejde med borgerbudgettering.
Engagerede borgere i udvalgte områder kommer med ideer til projekter, de ønsker at gennemføre. Efter en åben debat prioriterer borgerne i lokalområdet ved en afstemning, hvilke projekter der skal gennemføres.
Ikke mindst det sidste oplæg er relevant for Næstved Kommune, da Byrådet i Næstved Kommune for første gang har afsat 100.000 kroner til afprøvning af modellen både i 2020 og 2021.
Efter hvert oplæg er der mulighed for at stille uddybende spørgsmål til oplægsholderne samt at drøfte muligheder for et videre arbejde med henholdsvis borgerråd og borgerbudgettering set i et Næstvedperspektiv. Ideerne samles op og sendes til Næstved kommune for at støtte dets udmelding om borgerinddragelse.
Arrangementet foregår tirsdag den 18. februar klokken 10-13 på Hovedbiblioteket i Næstved.
Det er gratis at deltage , og alle er velkomne.
Kommentarer