Herlufmagle

Borgermøde i Herlufmagle om stort Suså-projekt

Herlufmagle: EU har bevilliget 9,3 millioner kroner til at bevare den sjældne tykskallede malermusling og dens værtsfisk – og dermed vandmiljøet i Susåen.

Tirsdag den 8. november klokken 19 inviterer Teknisk Udvalg til borgermøde i Herlufmaglehallen, Ravnstrupvej 1, 4160 Herlufmagle.

Mødet afholdes fordi EU har bevilliget 9,3 millioner kroner til at bevare den sjældne tykskallede malermusling og dens værtsfisk – og dermed vandmiljøet i Susåen.

Hvis projekt-forslaget bliver godkendt, kan det betyde bedre forhold for fiskene i Susåen.

Hvis projektet gennemføres, skal vandmiljøet i åen forbedres gennem følgende tre tiltag:

  • Den menneskeskabte spærring ved Holløse Mølle fjernes hvorved der sikres både fri og uhindret passage for dyrelivet og en bedre iltning af vandet som følge af øget strøm.
  • Åvand adskilles fra søvand ved at Torpe Kanal føres direkte ind i Susåen.
  • Der etableres en bedre og mere naturlig bund, så dyrene får flere og bedre levesteder.

Som følge af ændringen, hvor Torpe Kanal føres uden om Bavelse Sø og direkte ud i Susåen, vil et krav om udvidet spildevandsrensning for ejendomme langs Torpe Kanal bortfalde.

Teknisk udvalg har arbejdet med en forundersøgelse for projektet for at afklare fordele, ulemper og økonomi. Inden årets udgang skal Næstved Byråd beslutte, om der skal laves et egentligt projekt. Hvis byrådet siger ja til det, skal der laves et egentligt projekt.

– Vi ved, at Susåen betyder meget for os alle. For at være sikre på, at alle synspunkter kan blive hørt, før Teknisk Udvalg indstiller til Byrådet om man skal gå videre eller ej, vil Teknisk Udvalg gerne invitere til et borgermøde om projektet, skriver Teknisk Udvalg i invitationen.

Interesserede kan læse meget mere på kommunens hjemmeside.

den-tykskallede_malermuslin

Kommentarer