Borgere glade for kommunens hjemmeside
Pas, job, rotter og sagsbehandler er de mest søgte ord på Næstved Kommunes hjemmeside. 81 procent er glade for selvbetjeningsløsningerne, og der er flere kvinder end mænd, der besøgernaestved.dk. Det er blot et lille udpluk af den viden, som Næstved Kommune har fået ud af den brugerundersøgelse, der blev gennemført på hjemmesiden i begyndelsen af 2018.
Godt 2700 om dagen, eller hvad der svarer til mere end en million på et år. Det er hvad Næstved Kommunes hjemmeside kunne tiltrække af besøg i 2017. I gennemsnittet er folk inde på fire sider pr. besøg, dvs. at der hvert år bliver besøgt omkring fire millioner sider på naestved.dk. Der er altså meget at vinde – for borgerne såvel som kommunen – hvis de mange besøg er så hurtige og enkle som muligt.
Derfor har Næstved Kommune i samarbejde med firmaet Userneeds lavet en brugerundersøgelse for at blive klogere på hjemmesiden – hvor fungerer den godt, og hvor er der plads til forbedring? Med andre ord: hvordan kan naestved.dk blive endnu bedre?
Brugerundersøgelsen blev skudt i gang den 16. januar 2018, og da den sluttede en måned senere, havde 1.900 brugere af hjemmesiden svaret på brugerundersøgelsen.
– Vi vil gerne inddrage borgerne i at gøre hjemmesiden bedre, og en undersøgelse som denne er guld værd, når man skal arbejde med at udvikle hjemmesiden. Det giver os et godt billede af, hvilken målgruppe, der bruger hjemmesiden, og hvad den bliver brugt til. Det betyder blandt andet, at vi – når vi skal arbejde videre med hjemmesiden – kan sætte ind der, hvor vi hurtigst kan hjælpe flest mennesker. Vi vil, at naestved.dk skal være den primære kilde til oplysninger om kommunen. Men hvis ikke vores hjemmeside er opdateret, så finder folk oplysningerne andre steder, f. eks. på en tilfældig Facebook-side, og det er jo ikke sikkert, at det er de rigtige oplysninger, de finder der, fortæller Cecilie Birk Juncher, som er digital projektleder i Næstved Kommune.
Hun tilføjer, at andre kommuner har gennemført en tilsvarende undersøgelse, og at Næstved Kommunes hjemmeside faktisk klarer sig godt på nogle af de mest centrale punkter, hvis man laver en hurtig sammenligning.
– Med centrale punkter mener vi eksempelvis navigation og selvbetjening. Her synes 90 procent af dem, der har svaret på brugerundersøgelsen, at hjemmesiden samlet set er god eller meget god, siger Cecilie Birk Juncher.
Fokus på to ting i 2018
Der er dog altid plads til forbedring, og arbejdet med hjemmesiden er ligeledes en konstant opgave. I 2018 vil fokus især være på to ting: At gøre vejen til viden kortere. Dvs. at borgere og virksomheder skal opleve, at der bliver kortere til det svar eller den løsning, de søger, når de henvender sig til kommunen. Og kvaliteten af indholdet på naestved.dk, dvs. sprog, links, overskrifter og tekster skal gøre det lettere at bruge hjemmesiden. Det gælder ikke mindst de borgere, som benytter skærmlæsere og andre hjælpemidler, når de navigerer på internettet.
61 procent af dem der har svaret på brugerundersøgelsen er kvinder, og i mere end 60% af tilfældene har de siddet med en mobiltelefon eller tablet. 28 procent besøger hjemmesiden flere gange om ugen, og cirka hvert tredje besøg på hjemmesiden er med det for øje at finde kontaktoplysninger til kommunen eller for at bruge borgerservice og selvbetjeningen. 90 procent synes, at hjemmesiden samlet set er god eller meget god.
Kommentarer