Samfund

Bookwalk med litteratur om forældreskab – babyer og barnevogne er velkomne

Det er hyggeligt at trille en tur ud i naturen med barnevognen og få læst passager fra god litteratur højt. Næstved Bibliotek/Colourbox (beskåret).

Kom med Næstved Bibliotek på en helt særlig gåtur i skov og by, hvor vi forener livet som småbørne-forældre og bøger. Det sker henholdsvis onsdag den 20. august og torsdag den 4. september, begge dage klokken 10 til 11.30.

Vi mødes og siger hej til hinanden ude foran Mødrehjælpen, Ringstedgade 22 i Næstved. Herefter begiver vi os ud på en gåtur i samlet flok.

Undervejs gør vi et par stop, hvor Næstved Biblioteks kulturformidler læser korte uddrag op af relevant, sjov og rørende litteratur. Det oplæste vil på forskellig vis sætte spot på livet som forælder til mindre børn. Måske får du inspiration til din næste læseoplevelse?

Turen afsluttes i Mødrehjælpens café, hvor der er mulighed for at få kaffe eller te og hygge sig med de andre.

Alle er velkomne – også barnevogne og babyer, så bare mød op med nysgerrighed på nye læseoplevelser, lyder opfordringen.

Der er dog begrænset antal pladser hver gang, så tilmelding er nødvendig og kan ske via Næstved Biblioteks hjemmeside www.naesbib.dk

Kommentarer