Glumsø

Bogsnak i naturen

Torsdag den 23. august kl. 13.30- ca. 16.00 tager vi fat på efterårets bookwalks. En læseklub, hvor vi taler om bøger, mens vi går rundt om Glumsø Sø. 

Vi læser en bog til hver gang. Når vi mødes, er der en kort introduktion til bogen samt stikord til samtale, når vi efterfølgende skal gå rundt og nyde den smukke natur ved Glumsø Sø. Vi standser på udvalgte steder og samler op på snakken. Det handler om at dele gode læseoplevelser og nyde naturen på én og samme tid. Vi slutter af med en kop te eller kaffe samt lidt sødt og sundt i Café Rejseladen.

Det er bibliotekar Vibeke Sølling, som står bag de såkaldte “bookwalks”, hvor læserne kommer igennem de grønne områder og ind i bøgernes verden. Temaet dette efterår er NÆRVÆR. Vi taler lidt om læsning som hverdagsterapi – litteraturterapi. Faktisk betragtede man allerede i oldtiden bøger som “medicin for sjælen”. Og I dag viser hjerneforskning, at der sker målbare ændringer i hjernestrukturen, når vi læser litteratur, udtaler Vibeke Sølling.

De tre bøger, som danner udgangspunktet for de tre ture er: Kent Haruf: Vores sjæle om natten, Lars Kjædegaard: En ærlig mand og Chris Minh Doky: Nærvær. Biblioteket kan hjælpe med at bestille bøgerne hjem.

Rent praktisk: Vi gennemfører vores ture, så vidt vejret tillader. Du skal kunne gå de ca. 3,5 km rundt om Glumsø Sø. Husk gode sko.

Tid og sted:
Torsdag den 23. august, torsdag den 20. september og torsdag den 25. oktober. Alle dage fra kl. 13.30-ca. 16.00. Efter turen går vi over i Café Rejseladen. Vi mødes foran Glumsø Bibliotek, Torvet 1, 4171 Glumsø. Gratis, men der betales for kaffe og kage i Café Rejseladen.

Tilmelding på: www.naesbib.dk. Der er et begrænset antal pladser.

Kommentarer