Bogbinderi i Næstved overtages af Randers-bogbinderi
Næstved: To af Danmarks største bogbinderier bliver til ét. ’Centrum – grafisk færdiggørelse as’ i Randers overtager Sandersen Clément Bogbinderi i Næstved.
Per den 1. september 2016 overtager ’Centrum – grafisk færdiggørelse as’ i Randers aktiviteterne i Sandersen Clément Bogbinderi i Næstved. Begge bogbinderierne er ejerledet og de to indehavere er begge steder yngste generation, som viderefører den fædrene arv. Det skriver randersidag.dk.
Bogbinderbranchen er under stigende pres fra internationale spillere, og overtagelsen sker ud fra et gensidigt ønske om at bevare én stærk spiller på markedet, der med mulighed for produktion på flere skift kan sikre gode leveringstider. De vurderer begge, at de med ét stort, alsidigt bogbinderi kan tilbyde kunderne det allerhøjeste serviceniveau.
– Vi må trække på samme hammel, hvis vi skal bevare konkurrencedygtigheden og være en stærk samarbejdspartner for vores kunder, siger administrerende direktør Jan Justesen, Centrum – grafisk færdiggørelse, til randersidag.dk.
Indehaverne i de to bogbinderier i flere år holdt øje med udviklingen i branchen samt hos kunderne, der hovedsageligt er trykkerier.
– Det kræver flere muskler, mere kapacitet, flere flerholdsskift etc. at kunne drive en rentabel bogbindervirksomhed. Vores forretning hænger tæt sammen med de danske trykkerier, som også konstant skal optimere og gøre tingene en tand bedre. Det er vi overbeviste om, at vi med konsolideringen kan være endnu skarpere til at bakke op om. Fremover bliver vi en stærkere medspiller for vores kunder, siger Tom Sandersen, Sandersen Clément Bogbinderi.
Business as usual
Den tidligere ejer af Sandersen Clément Bogbinderi, Tom Sandersen fortsætter i organisationen som kundechef med base i Næstved. Endvidere bliver han medlem af bestyrelsen i Centrum. Michele Sandersen fortsætter også med base i Næstved. Tom Sandersen har tidligere blandt andet opkøbt Junckers bogbinderi og Fornæs bogbinderi.
– Vores værdier ændres der ikke ved. For kunderne bliver det ’business as usual’, det vil sige uændrede leveringstider og de samme kontaktpersoner, hvor Tom Sandersen og Michele Sandersen fortsat vil være helt i front i forhold til tilbud og styring af ordrer, slår adm. direktør ved Centrum – grafisk færdiggørelse, Jan Justesen, fast.
Kommentarer