Næstved By

Børneteater for de 5 til 9-årige på Grønnegade Teaters scene

Næstved: Næstved Teater præsenterer en fornøjelig og kløgtig teaterforestilling for børn om en konge, som ikke længere gider bestemme over andre.

Søndag den 6. november klokken 11 præsenterer Næstved Teater en fornøjelig og kløgtig teaterforestilling for børn om en konge, som ikke længere gider bestemme over andre.

Det er Nørregaards Teater der kommer på besøg på Grønnegade Teaters scene med forestillingen Kongen & Vandkanden, der er beregnet til børn mellem 5 og 9 år.

I et rum af ubeslutsomhed møder vi Ane og Carl. De lever i en verden, hvor kongen bestemmer alt. Hvad sker der, når kongen ikke vil beslutte mere og hellere vil passe sin have? Hvad sker der, når heksen blander sig i kongens gøremål og forstyrrer havens orden? Hvad siger ministeren, og hvem beslutter nu for Ane og Carl? Et moderne eventyr om at finde sin egen konge, kærligheden og håbet.

Fortællingen er ikke kun én fortælling, men flere sammenhængende: Et spil om en bestemme-træt konge og en ensom og smuk heks, som bliver forelskede i hinanden. En fortælling om Carl som tilsvarende betror Ane, at han synes hun er dejlig. Og som et luftlag omkring det hele, en fortælling om nødvendigheden af hekseri i betydningen, at vi giver plads til egne beslutninger.

Forestillingen er med brunch. Til børneteaterbrunchen ser man først en teaterforestilling, hvorefter man nyder en børnevenlig brunch, med rig mulighed for at snakke om forestillingen.

Ledige billetter á 100 kroner inklusive brunch kan købes på Næstved Teaters hjemmeside eller på telefon 2625 1850.

 

Kommentarer